Sport

Van Aert narrer supersprintere i Tour-opvarmning

De hurtigste sprintere blev sat af før opløbet, og Wout van Aert var bedst i opløbet på 1. etape i Dauphiné.

Belgieren Wout van Aert fortsætter med at dominere i stort set alle terræner i international cykelsport.

Søndag var Jumbo-Visma-rytteren hurtigst, da 1. etape af Critérium du Dauphiné blev afgjort i den forventede massespurt i landsbyen Beauchastel mellem Lyon og Marseille i det sydlige Frankrig.

Van Aert var ganske overlegen og profiterede af, at flere af etapens største favoritter ikke var med i kampen om sejren.

Et par bjergknolde undervejs på den 191,8 kilometer lange etape gjorde det nemlig svært for feltets tungeste ryttere.

Blandt andre topsprinterne Dylan Groenewegen og Juan Sebastian Molano blev kørt agterud og måtte ud i et desperat forfølgelsesløb for at komme tilbage til fronten inden opløbet.

En overgang så det ud, som om de ville komme op. Men frontgruppen skruede blot farten yderligere i vejret, og så var løbet kørt.

Van Aert vandt foran briten Ethan Hayter og med amerikanske Sean Quinn på tredjepladsen.

Det ugelange etapeløb bliver traditionelt brugt som opvarmning til Tour de France og ender næsten altid som en kamp mellem klassiske klassementryttere.

Jumbo-Visma-kaptajnen Primoz Roglic anses da også som favorit til den samlede sejr.

Hans danske holdkammerat Jonas Vingegaard slog før starten fast, at han primært bruger løbet som træning og ikke nødvendigvis stiler efter et topresultat.

Mest iøjnefaldende dansker på 1. etape var da heller ikke Vingegaard, men i stedet Mikkel Honoré, der med godt 30 kilometer igen stak af på nedkørslen fra etapens sidste top.

Quick-Step-rytteren fik et hul på 15 sekunder, men blev indhentet, da vejen fladede ud og lignede aldrig for alvor en potentiel etapevinder.

Han og de øvrige danske deltagere får rig lejlighed til at demonstrere Tour-form i den kommende uge, hvor det kuperede etapeløb byder på masser af udfordringer.

Umiddelbart ligner 2. etape mandag dog en ny opgave for sprinterne.

Det danske rytterkontingent i løbet er allerede reduceret fra syv til seks, efter at Niklas Eg styrtede voldsomt og måtte udgå på 1. etape.

Niklas Eg blev kørt på hospitalet, og senere var dommen, at han har brækket næsen og et ribben og fået en hjernerystelse, skriver TV 2 Sport.

/ritzau/

Back to top button