Sport

Van Aert har matematisk sikret sig den grønne pointtrøje

Hvis Wout van Aert når i mål i Paris på søndag, så er han endegyldig vinder af Tour de Frances grønne trøje.

Jonas Vingegaards hold, Jumbo-Visma, satte sig to mål inden dette års Tour de France. Man skulle ende med at vinde løbets gule førertrøje og den grønne pointtrøje.

Med fire etaper igen ser den grønne trøje allerede ud til at være i hus – i hvert fald matematisk. Det skriver mediet Cyclingnews.com.

Holdkammeraten Wout van Aert skal således bare nå i mål i Paris, når den sidste etape køres på søndag, så er trøjen endegyldigt hans.

Konkurrenterne er langt fra at nå det belgiske kraftværk. Tættest på er Tadej Pogacar (UAE), men der er hele 214 point mellem de to.

Hvis man antager, at Van Aert gennemfører verdens største cykelløb i år, så vil han være den første belgier til at vinde trøjen, siden Tom Boonen gjorde det samme tilbage i 2007, skriver mediet.

Wout van Aert har været her, der og alle vegne i dette års Tour.

Han har haft den gule førertrøje, han har været indehaver af den grønne under det meste af Touren, og så har han vundet to etaper.

Den 27-årige belgier har desuden været en del af mange store udbrud, og så har han ageret vigtig hjælper for danske Jonas Vingegaard.

Tirsdag balancerede han sin egen målsætning om den grønne trøje med rollen som hjælperytter.

Først startede han med at tage point, og inden den sidste nedkørsel ventede han på sin kaptajn for at hjælpe ham sikkert i mål.

Onsdag startede han med at sikre sig nok point til matematisk at vinde den grønne trøje, men et højt tempo fra UAE Emirates blev for meget for ham og de øvrige hjælperyttere, der måtte give slip undervejs.

Jonas Vingegaard klarede sig dog fint på egen hånd, idet han formåede at sidde klistret til Pogacars baghjul hele vejen til mål.

/ritzau/

Back to top button