Utilfredsheden i Kalvehave på Sydsjælland er til at tage og føle på, når snakken går om det kommende udrejsecenter på øen Lindholm. Nu er de klar til at sende 100 kriminelle flygtninge med bus til København hver dag.

I Kalvehave og på Møn er man ikke glade for udsigten til, at det kommende udrejsecenter for kriminelle udlændinge skal placeres på øen Lindholm i Stege Bugt mellem Kalvehave og Stege.

Derfor har arbejdsgruppen Hjælp Kalvehave samlet ind til en buslinje, der hver dag skal køre de kriminelle udlændinge til København om morgenen, og hjem igen om eftermiddagen.

Mere end 300 har givet tilsagn om at betale 200 kroner om måneden, og pengene skal gå til en chauffør og leje af bus, og dermed er pengene til den nye busrute hjemme.

– Ruten skal derfor gøre det lettest muligt for de indsatte på Lindholm, at tage væk fra Kalvehave, med stoppested ved S-togs-linje, metro og med endestation Christiansborg, så politikerne hver dag er bevidst om, at beboerne er i København og at øen er tom. Bussen kører retur om eftermiddagen, lyder det i beskrivelsen fra arbejdsgruppen.

I Kalvehave og omegn frygter man mere kriminalitet og utryghed, faldende huspriser og at udrejsecentret skal skade turismen i området.

Busruten skal indsættes i 2021, når udrejsecentret på Lindholm står klar.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden