USA’s centralbank hæver rente med 0,25 procentpoint
- Inflationen er faldet noget men er fortsat høj, hedder det i en presseerklæring fra The Federal Reserve.
Den amerikanske centralbank hæver den toneangivende rente med 0,25 procentpoint til intervallet 4,50 – 4,75.
– Inflationen er faldet noget men er fortsat høj, hedder det i en presseerklæring fra direktionen i centralbanken, The Federal Reserve, onsdag.
Det er den ottende renteforhøjelse i træk fra den amerikanske centralbank, som signalerer, at flere renteforhøjelser kan følge.
I Dansk Industri siger cheføkonom Allan Sørensen, at den amerikanske centralbank ikke træder lige så hårdt på bremsen som ved de foregående rentemøder.
– Renten sættes op med 0,25 procentpoint. Det er et lidt lavere tempo end ved de foregående seks møder, hvor renten blev sat op med enten 0,5 eller 0,75 procentpoint, påpeger Allan Sørensen og tilføjer:
– Det er helt naturligt, at den amerikanske centralbank nu går lidt mere forsigtigt til værks. Renten er allerede sendt op på et højt niveau, og inflationen har tabt fart over det seneste halve år.
Den amerikanske centralbank har ifølge Allan Sørensen ikke brug for at hæve renten lige så aggressivt som sidste år.
– Det seneste års massive renteforhøjelser er begyndt dæmpe prisstigningerne, siger han.
I Arbejdernes Landsbank siger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at renten i USA er sendt op i det højeste niveau siden 2007.
– Men de skruer samtidig ned for hastigheden i renteforhøjelserne. Man har ikke længere lige så travlt, og det sender et klart signal om, at man er på rette vej med at få kontrol over inflationen, siger han.
– Det har krævet ihærdigt arbejde med renteforhøjelser som perler på en snor. Og centralbanken er sandsynligvis ikke helt i mål, hvor man til marts forventeligt vil lange endnu en renteforhøjelse over disken.
Inflationen er faldet uafbrudt de seneste seks måneder og var senest på 6,5 procent. Det er det laveste i et år. Inflationen toppede tilbage i sommer på mere end ni procent, hvilket var det højeste i 40 år.
Der kom 4,5 mio. flere amerikanere i arbejde sidste år. Det er det næsthøjeste nogensinde målt siden 1940.
Med den høje jobvækst, laveste ledighed siden 1969 og lønstigninger til den høje side er centralbankens arbejde ikke færdigt. Risikoen er, at inflationen bider sig fast på et for højt niveau, og derfor ser vi de fortsatte renteforhøjelser, pointerer Jeppe Juul Borre.
/ritzau/