Udland

USA til sine borgere: Forlad Rusland øjeblikkeligt

USA oplyser, at det suspenderer arbejdet på ambassade i Hviderusland, der anses for part i angreb på Ukraine.

USA råder mandag alle dets borgere til at forlade Rusland som følge af den russiske invasion i Ukraine.

Samtidig meddeler regeringen i Washington ifølge dpa, at den suspenderer sit arbejde på ambassaden i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

– Amerikanske borgere bør overveje øjeblikkeligt at forlade Rusland via de kommercielle rejsemuligheder, der stadig er mulige, lyder det fra USA’s udenrigsministerium.

Amerikanere er tidligere blevet rådet til ikke at rejse til Rusland.

USA har også skåret ned på antallet af medarbejdere på dets ambassade i Moskva, så kun helt nødvendigt arbejde kan fortsætte.

Hviderusland er blevet omfattet af de meget hårde sanktioner, som USA, EU og andre vestlige lande er blevet enige om, efter Rusland i sidste uge angreb Ukraine for at underlægge det russisk dominans.

Hviderusland tillod Rusland at opmarchere 30.000 soldater ved dets grænse til Ukraine. En stor del af denne styrke deltager lige nu i angrebet på Ukraines hovedstad, Kiev.

Reuters citerer sent mandag eftermiddag velunderrettede kilder for, at der ikke er nogen tegn på, at hviderussiske soldater er ved at blive mobiliseret for at blive sendt ind i Ukraine.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, sagde før et møde med EU’s forsvarsministre mandag, at Rusland vil placere atomvåben i Hviderusland, når en ændring af landets forfatning er på plads.

– Vi ved, at Rusland vil placere atomvåben i Hviderusland, når den falske afstemning er afgjort. Det er en meget farlig udvikling, siger Josep Borrell.
Han har protesteret over for Hviderusland. Men forventningen er, at forfatningen bliver ændret, så Hviderusland ikke længere har status af kernevåbenfri stat.

EU’s udenrigschef kalder afstemningen “falsk” med henvisning til, at Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har et jerngreb om magten i landet og er blevet beskyldt for omfattende valgsvindel ved valg efter valg.

– Jeg har protesteret over afstemningen og over Hvideruslands aggression over for Ukraine, siger Josep Borrell.

/ritzau/AFP

Back to top button