Udland

USA ser troværdige meldinger om russiske krigsforbrydelser

USA indsamler rapporter om krigsforbrydelser, som kan støtte op om undersøgelser af Ruslands handlinger.

USA har set “meget troværdige” meldinger om bevidste angreb mod civile i Ukraine.

Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, søndag til den amerikanske tv-kanal CNN.

– Vi har set meget troværdige rapporter om bevidste angreb på civile, hvilket vil være en krigsforbrydelse.

– Vi har set meget troværdige rapporter om brugen af visse våben, siger han.

Han tilføjer, at USA dokumenterer disse meldinger. Det skal hjælpe de organisationer, som overvejer at undersøge, om der foregår krigsforbrydelser under den russiske invasion af Ukraine.

Rusland har afvist beskyldninger om, at russiske styrker angriber civile områder. Rusland holder også fast i, at der ikke er tale om krig eller en invasion. Det er en “særlig militæroperation”, som landet udfører i Ukraine.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger søndag til CNN, at der er brug for en undersøgelse af, om Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine.

– Jeg mener, at der er brug for en stærk og klar undersøgelse af dette spørgsmål, siger hun.

Ifølge FN er mindst 364 civile bekræftet dræbt siden Ruslands invasion af Ukraine.

Derudover er 759 blevet såret. Det oplyser FN’s kontor, som overvåger situationen søndag.

Det tilføjer, at de reelle tal formentlig er “betydeligt højere”.

Det skyldes, at de noterede tal kun er endeligt bekræftede dødstal. Formodningen er, at flere civile har mistet livet, men at FN-kontoret ikke har kunnet bekræfte dem alle.

Ukrainske myndigheder har tidligere oplyst, at over 2000 civile er dræbt under den russiske invasion.

FN’s flygtningechef, Filippo Grandi, har søndag oplyst, at over 1,5 millioner ukrainere er flygtet fra Ukraine til nabolande over de seneste ti dage med krig.

Ukraine har cirka 44 millioner indbyggere. Ruslands invasion af Ukraine begyndte 24. februar.

/ritzau/Reuters

Back to top button