USA sender stor pakke af pansrede køretøjer til Ukraine
59 bæltepansrede Bradley-mandskabsvogne og 90 pansrede Stryker-køretøjer er snart på vej til Ukraine fra USA.
59 bæltepansrede Bradley-mandskabsvogne og 90 pansrede Stryker-køretøjer er snart på vej til Ukraine fra USA.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bekræfter sent torsdag aften, at USA vil sende militærmateriel til Ukraine for yderligere 2,5 milliarder dollar.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Der var allerede torsdag forlydender om pakken, som ifølge anonyme embedsmænd bestod af både Stryker-kampkøretøjer og Bradley-mandskabsvogne.
Begge er materiel, der kan gøre det betydeligt sikrere for de ukrainske soldater at rejse langs fronten.
De anonyme forlydender viste sig at holde stik, og pakkens værdi kan være til op mod det, som svarer til 17,2 milliarder danske kroner.
Den indeholder blandt andet 59 af Bradley-mandskabsvognene.
Det er en slags pansret mandskabsvogn, som er udstyret med missiler, der er designet til at ramme kampvogne.
Pakken indeholder også de 90 Stryker-kampkøretøjer, som primært bruges til at fragte mandskab frem på sikker vis.
Ifølge Pentagon bringer pakken USA’s samlede bidrag til Ukraine op på 27,4 milliarder dollar. Det svarer til cirka 169,9 milliarder danske kroner og er på størrelse med Islands samlede bnp for 2022.
– Den russiske regerings seneste luftangreb mod Ukraines kritiske infrastruktur viser igen effekterne af Ruslands brutale krig i Ukraine, skriver Pentagon i pressemeddelelsen.
Ud over de pansrede køretøjer indeholder pakken også andet militært materiel. Det er blandt andet luftforsvarssystemer, nye missiler til affyring fra norden, flere missiler til Himars-systemer og en række køretøjer, som kan begå sig i minerede områder.
/ritzau/Reuters