Udland

USA: Russisk invasion kan fordrive fem millioner mennesker

Det kan skabe en ny flygtningekrise, hvis Rusland invaderer Ukraine, mener USA's FN-ambassadør.

En russisk invasion af Ukraine kan fordrive op mod fem millioner mennesker.

Det viser amerikanske vurderinger, siger USA’s FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, onsdag.

– Hvis Rusland fortsætter ned ad denne sti, kan det – ifølge vores skøn – skabe en ny flygtningekrise. En af de største verden står overfor i dag, siger hun.

Udtalelsen kommer ved en FN-samling onsdag.

Ifølge USA har Rusland omkring 150.000 soldater ved grænserne til Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har af det russiske parlament fået formel magt til selv at bestemme, hvor og hvornår Rusland vil sende styrker ud af landet.

Han har tidligere lagt op til, at Rusland vil sende “fredsbevarende” styrker til det østlige Ukraine. Nærmere bestemt til de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk.

Rusland har anerkendt de to udbryderrepublikker som uafhængige. Det har ført til sanktioner og fordømmelse fra Vesten. Herunder fra EU og USA.

Ved FN-samlingen udtaler også FN’s generalsekretær, António Guterres, sig om situationen.

– Verden står over for et farligt øjeblik. Jeg håber virkelig, at det ikke kommer.

– Den seneste udvikling i Ukraine giver grund til alvorlig bekymring, siger han.

Ukraine har onsdag som følge af udviklingen givet militært personel af reserven i alderen 18-60 år ordre til at melde sig hos militæret.

De ukrainske myndigheder har onsdag også udsendt en advarsel til landets indbyggere om ikke at besøge Rusland. De opfordrer desuden ukrainere, der er i Rusland, til at vende hjem til Ukraine “øjeblikkeligt”.

Mange ukrainere arbejder i Rusland. De vil ikke kunne vende hjem uden videre uden at miste deres arbejde. Mange af dem støtter desuden Rusland i konflikten.

/ritzau/AFP

Back to top button