Udland

USA og Albanien vil udstille Ruslands isolation i Sikkerhedsråd

De to lande har indkaldt til afstemning i FN's Sikkerhedsråd fredag om resolution, der fordømmer Rusland.

FN’s Sikkerhedsråd er blevet indkaldt til møde af USA og Albanien fredag klokken 21.00 dansk tid for at vedtage en resolution om at fordømme Ruslands invasion af Ukraine og bede regeringen i Moskva om at trække sine tropper tilbage.

Det oplyser en række diplomatiske kilder.

Resolutionen er på forhånd dødsdømt, fordi Rusland som permanent medlem af Sikkerhedsrådet har vetoret over alle beslutninger.

Ifølge kilderne håber USA dog, at et enkelt veto fra Rusland kan vise, hvor alene landet står.

En afstemning om en lignende resolution ventes inden længe at blive afholdt i FN’s Generalforsamling. Her har ingen af forsamlingens 193 medlemslande vetoret. Resolutioner vedtaget i forsamlingen er heller ikke bindende.

Nyhedsbureauet AFP har set et udkast til den resolution, som USA og Albanien vil have til afstemning i Sikkerhedsrådet.

Her står der, at Sikkerhedsrådet “på det kraftigste fordømmer Ruslands aggression mod Ukraine, der er et brud på FN’s artikel to, paragraf fire”, som tilsiger, at ingen medlemslande må angribe andre lande.

Resolutionen kræver også, at Rusland “øjeblikkeligt indstiller dets brug af magt mod Ukraine”, og at landet “med det samme og uden forbehold trækker alle sine militære styrker ud af Ukraines territorie”.

USA og Albanien håber at samle så mange stemmer som muligt for resolutionen. Det oplyser de diplomatiske kilder.

Der er i alt 15 medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Fem er disse er permanente. Det drejer sig om USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.

I 2014, efter at Rusland på ulovlig vis annekterede Krim-halvøen, stemte 13 medlemslande for at fordømme regeringen i Moskva. Kina afstod fra at stemme, mens Rusland udnyttede sin vetoret.

I FN’s Generalforsamling stemte 100 medlemslande dengang for at fordømme Rusland. 11 lande stemte imod, mens 58 afstod fra at stemme.

Resten af medlemslandene tog ikke del i afstemningen.

/ritzau/AFP

Back to top button