Udland

USA nedlægger hjemmeside brugt til afpresning for 700 millioner kroner

Den internationale hackergruppe Hive står bag omfattende afpresning følge USA's justitsministerium.

Det amerikanske justitsministerium har sat en hjemmeside tilhørende den internationale hackergruppe Hive ud af spillet.

Sådan lyder det fra det amerikanske justitsministerium torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hjemmesiden er blevet brugt til at afpresse ofre for mere end 100 millioner dollar. Det svarer til næsten 700 millioner kroner.

– Alle, der har været involveret med Hive, skal være bekymrede for mulig anholdelse, siger Christopher Wray, der er direktør for USA’s forbundspoliti (FBI) ifølge Reuters.

Hives cyberangreb har ifølge justitsministeriet ramt over 1500 virksomheder verden over.

Indsatsen mod hjemmesiden er en del af en international aktion, som også har involveret tyske og hollandske myndigheder.

Landenes myndigheder har i syv måneder infiltreret hackergruppen og dermed sparet virksomheder for afpresning for 130 millioner dollar.

– Vi har hacket hackerne, siger USA’s vicejustitsminister, Lisa Monaco, ifølge nyhedsbureauet AFP.

De amerikanske myndigheder har ikke peget offentligt på, hvem der står bag Hive.

Under aktionen er det blandt andet lykkedes at afværge et ransomwareangreb mod en patient på et hospital i den amerikanske delstat Louisiana.

Patienten undslap derfor afpresning for tre millioner dollar.

Ransomware er en form for computervirus, der bruges til at afpresse ejeren af den inficerede enhed.

For igen at få adgang til sine data kræver hackeren løsepenge.

Hvis ikke vil hackeren i mange tilfælde offentliggøre fortrolige eller private dokumenter eller oplysninger.

Hive stod ifølge mediet Version 2 bag et hackerangreb mod et Maersk-datterselskab i november 2022.

Det skete i virksomheden APM Terminals afdeling i Guatemala.

Det var også et ransomwareangreb, der i 2017 lagde Maersk ned i flere uger og kostede selskabet op mod to milliarder kroner.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker