Udland

USA-kender: Biden viste styrke i Ukraine-situationen

Biden lykkedes med at vise, at han står i spidsen for modsvaret på Putins aggression, mener Anders Agner.

USA’s præsident Joe Biden brugte de første tolv minutter af nattens State of the Union på at tale om situationen i Ukraine.

Ifølge Anders Agner, USA-kender og chefredaktør på netmediet Kongressen.com, var det den stærkeste del af den 60 minutter lange tale.

– Det var her, Biden virkelig brændte igennem, og det var her, han lykkedes med at vise, at han er en præsident, der har styr på den her situation og står i spidsen for det internationale modsvar på Putins aggression, siger han.

I løbet af den del af talen, der handlede om Ruslands invasion af Ukraine, nåede Joe Biden blandt andet at sige, at USA lukker sit luftrum for russiske fly, og at han vil beslaglægge russiske oligarkers yachter.

– Vi kommer efter jer og jeres ulovligt anskaffede værdier, sagde han og tilføjede, at USA vil samarbejde med Europa om at jage de russiske oligarker.

Mark Herron, der er ph.d. i retorik og forfatter til bogen “Præsidentens Ord”, siger, at det at tale direkte til russiske rigmænd er klassisk krigsretorik.

– Det er en ofte anvendt metode med, at man deler modstanderen op i forskellige grupperinger, og Biden taler meget om det ukrainske folk.

– For Biden handlede det om at finde balancen mellem at vise klar støtte til Nato-allierede og Ukraine, selv om at Biden har sagt, at der ikke er amerikanske soldater, der kommer til at gå ind i Ukraine, siger han.

Den del af talen, hvor Biden havde som opgave at overbevise det amerikanske folk om sine politiske sejre, var ifølge Anders Agner ikke noget at skrive hjem om.

– Biden er ikke en god sælger – i hvert fald ikke af sine egne sejre.

– Det har han ikke været i det forgangne år, og det var han heller ikke i talen i nat. Det er klart, at vi ser en præsident, der i det mindste prøver at sælge sine sejre. Det lykkedes bare ikke så godt, siger han.

Mark Herron mener, at Biden rent retorisk var god til at bruge sin egen historie.

– Han var godt til at forklare amerikanerne, at han har været i de svære situation, som de også har været i, og han bruger udtrykket “I get it” (jeg ved, hvordan det er, red.).

Biden svaghed er ifølge Mark Herron, at han kan komme til at snuble over ordene.

– Hans udfordring er, at han i denne lange tale kommer til at vrøvle lidt en gang i mellem, når han skal levere sine punchlines, siger han.

/ritzau/

Back to top button