Udland

USA dræber IS-leder og andre medlemmer i to angreb i Syrien

I to forskellige amerikanske angreb i Syrien torsdag er flere højtstående IS-medlemmer blevet dræbt.

To højtstående medlemmer af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) er blevet dræbt i et amerikansk luftangreb i det nordlige Syrien torsdag.

Blandt de dræbte er en af IS’ ledere ved navn Abu-Hashum al-Umawi.

Det oplyser det amerikanske militær natten til fredag dansk tid.

– Amerikanske styrker har udført et vellykket luftangreb i det nordlige Syrien og dræbt både Abu-Hashum al-Umawi og et andet højtstående IS-medlem, oplyser den amerikanske kommandocentral Centcom ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er kommandocentralens foreløbige vurdering, at ingen civile eller amerikanske soldater har mistet livet i angrebet.

Meldingen om de to dræbte IS-medlemmer kommer, få timer efter at Centcom oplyste, at et andet højtstående IS-medlem, Rakkan Wahid al-Shammri, blev dræbt i et angreb i Syrien torsdag før daggry.

– Ved et helikopterangreb før daggry mod et mål i en regeringskontrolleret landsby i det nordøstlige Syrien blev Wahid al-Shammri fra IS dræbt, oplyser det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge USA smuglede den dræbte våben og krigere.

– En af Shammris medsammensvorne blev såret, og to andre blev tilbageholdt af amerikanske soldater, hedder det.

Ingen amerikanske soldater blev såret eller dræbt i operationen, og ingen civile kom noget til, oplyser den amerikanske kommandocentral.

Landsbyen Muluk Saray, som var målet, ligger 17 kilometer syd for byen Qamishli, der er på kurdiske hænder.

Torsdagens operation er den første af den slags luftbårne operationer, der er blevet foretaget på regeringskontrolleret område, siden krigen i Syrien brød ud i 2011. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

En lokal indbygger fortæller til AFP, hvad der skete under operationen.

– De brugte højttalere til bede indbyggere blive indendørs, siger indbyggeren, der ønsker at være anonym.

Angrebene torsdag er de seneste missioner i USA’s bestræbelser på at nedkæmpe jihadister i det nordøstlige Syrien.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker