Youtuber er anholdt for grov børnemishandling
En youtuber i USA er blevet anholdt, efter at hendes søn opsøgte en nabo med gaffatape omkring ben og ankler.
Den amerikanske youtuber Ruby Franke, som er kendt for at dele kontroversielle opdragelsesmetoder, er blevet anholdt for grov børnemishandling.
På YouTube har hun tidligere rådgivet om børneopdragelse sammen med sin ægtemand og parrets seks børn.
Det skriver Fox 13 Salt Lake City på baggrund af dokumenter om anholdelsen.
Her fremgår det, at også hendes forretningspartner Jodi Hildebrandt er blevet anholdt for grov børnemishandling.
Søgte hjælp hos naboen
Begivenhederne tog fart onsdag aften lokal tid i byen Ivins i den amerikanske delstat Utah.
Et barn var kravlet ud af et vindue hjemme hos Jodi Hildebrandt og opsøgte en nabo for at bede om mad og drikke.
Ifølge Sky News viser en erklæring indgivet af en betjent, at der er tale om Ruby Frankes 12-årige søn.
Naboen kontaktede myndighederne, fordi barnet angiveligt var "afmagret og underernæret med åbne sår og gaffatape omkring ben og ankler".
Bundet med reb
Det viser en erklæring fra de lokale myndigheder ifølge Fox 13 Salt Lake City.
Sky News skriver, at drengen blev anbragt på en medicinsk afdeling på et hospital på grund af "dybe flænger efter at være bundet med reb".
Kort tid efter blev Ruby Frankes 10-årige datter fundet underernæret hjemme hos Jodi Hildebrandt. Også datteren blev bragt på hospitalet.
Børnene er blevet overdraget til myndighederne.
Fjernede døre
41-årige Ruby Franke er fængslet uden mulighed for kaution.
Hun står bag YouTube-kanalen "8 Passengers", hvor hun deler sin families hverdag og opdragelsesmetoder.
Ruby Franke har blandt andet straffet sine børn ved at fjerne døre til deres soveværelser og nægtet at give dem mad.
I 2020 tog flere af hendes seere kontakt til myndighederne, fordi hendes 15-årige søn sagde i en video, at han havde sovet på en sækkestol i mindst syv måneder.