Vender tilbage i semifinalen
Årets tre finalepar i "Vild med dans" findes fredag. Inden afgørelsen underholder Sebastian Bull, som har misset muligheden, da han røg ud ugen før
Skuespiller Sebastian Bull går ikke på gulvet, men derimod på scenen i årets semifinale i "Vild med dans".
Ved siden af skuespillet synger han også, og det kommer han og underholder med i anden del af showet. Nummeret, han skal synge, hedder "Når en dansker danser".
Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.
Medina indleder
Sebastian Bull bliver aftenens andet musikalske indslag, for popsangerinden Medina synger årets semifinale i gang med nummeret "Danser for mig selv".
Sebastian Bull var blandt årets nydansere. Men han og partner Asta Björk røg ud i sidste fredags kvartfinale efter omdans mod debattør og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og hendes makker, Thomas Evers Poulsen.
Deles op i to hold
Influencer og tidligere fodboldspiller Kasper Fisker og hans partner, Karina Frimodt, gik sammen med Bachelorette-deltager Mette Sommer og hendes dansepartner, Morten Kjeldgaard, samt youtuber Fredrik Trudslev og hans partner, Jenna Bagge, direkte videre.
De fire par skal danse henholdsvis slowfox, samba, vals og jive, inden nydanserne - uden deres professionelle partnere - deles op i to hold.
Ny gæstedommer
Özlem Cekic skal sammen med Fredrik Trudslev kaste sig ud i streetdance-stilarten tutting, mens Mette Sommer sammen med Kasper Fisker skal ud i disciplinen house.
I semifinalen får de fire faste dommere, Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Sonny Fredie-Pedersen og Marianne Eihilt, selskab af skuespiller Merete Mærkedahl, der vandt "Vild med dans" i 2020 med Thomas Evers Poulsen. Hun er semifinalens gæstedommer.
Ingen omdans
Der er ingen omdans i semifinalen. Parret med færrest point, når dommernes karakterer og seernes stemmer er lagt sammen, ryger ud af dansedysten og misser dermed fredagens finale i Forum Horsens.
Semifinalen kan ses lørdag aften på TV 2 og TV 2 Play klokken 20.00.