TV2-boss sender 65 på gaden
Mellem 60 og 65 ansatte, der både er chefer og menige medarbejdere, stopper på TV 2 i sparerunde
60 til 65 medarbejdere og chefer skal sige farvel til TV 2 som deres arbejdsplads i forbindelse med den spareplan, som mediet tidligere har varslet.
Det oplyser administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, til mediet selv.
Størstedelen af opsigelserne er på nuværende tidspunkt gennemført, og TV 2 forventer, at alle opsigelser er færdiggjort midt i november, skriver TV 2.
Desværre nødvendigt
- Besparelserne er desværre nødvendige for at sikre balancen i vores økonomi, men det er altid vanskeligt at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, der har ydet en stor indsats, lyder det fra direktøren i et skriftligt svar til MediaWatch.
Direktøren meddelte i slutningen af august, at medarbejderne på TV 2 skulle igennem en fyringsrunde.
Dengang sagde Anne Engdal Stig Christensen til fagbladet Journalisten, at der ikke ville ske fyringer i nyhedsafdelingen.
På tværs af afdelinger
– Vi har været igennem vores i foråret. Nyhederne er allerede blevet beskåret, så det er i resten af huset nu, sagde hun til Journalisten.
Fagbladet skriver onsdag, at den nye fyringsrunde er sket på tværs af afdelinger i TV 2.
Det gælder blandt andet afdelingerne for kommunikation, marketing, reklamesalg og sport.
Begynder at blive for meget
Tidligere på året sagde 45 medarbejdere i nyhedsafdelingen farvel til TV 2 som led i spareplanen.
Og antallet af fyringer og afskedigelser begynder at blive for meget, lyder det fra Lennart Sten, der er hovedtillidsmand, til Journalisten.
- Processen har simpelthen været for lang. Hele 2023 har nærmest været én lang fyringsrunde, siger han til fagbladet.