Skuespiller får livstidsdom for voldtægter

Danny Masterson, som medvirkede i "Dengang i 70'erne", er blevet dømt for at have voldtaget to kvinder

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller Danny Masterson, som er kendt fra serien "Dengang i 70'erne", er blevet idømt fængsel på livstid med mulighed for prøveløsladelse efter 30 år.

Det har en domstol i Los Angeles besluttet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

47-årige Danny Masterson blev i juni kendt skyldig for at have voldtaget to kvinder i henholdsvis 2001 og 2003. Episoderne skete i hans hjem i Hollywood Hills i Los Angeles.

Møde kvinder i kirke

Sagen vakte ifølge Reuters opsigt, fordi Masterson mødte kvinderne igennem den omdiskuterede Scientology-kirken.

Kvinderne har beskyldt kirken for at have afskrækket dem fra at kontakte myndighederne vedrørende voldtægterne.

Kirken har dog afvist beskyldningerne. Den mener, at Mastersons religion ikke bør spille en rolle i retssagen.

Danny Masterson kan tidligst prøveløslades om 30 år.

Fyret fra serie

"Dengang i 70'erne" hedder på engelsk "That '70s Show". Serien blev for første gang vist i 1998 og sluttede i 2006.

Masterson medvirkede i serien sammen med Hollywood-parret Mila Kunis og Ashton Kutcher.

Han er også kendt for sin medvirken i filmen "Yes Man" fra 2008, hvor Jim Carrey og Zooey Deschanel spillede med.

Straffelovens § 216

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.

I 2017 blev Masterson fyret fra Netflix-serien "The Ranch", da beskyldningerne om voldtægt kom frem.

Powered by Labrador CMS