Scorer nyt job
Den efterhånden garvede tv-vært Christian Degn kan snart skrive endnu et værtsjob på cv'et
Han har trukket i værtstøjet på populære tv-programmer som "Hammerslag", "Hvem vil være millionær" og "Nybyggerne".
Og nu udvider Christian Degn listen af værtsjobs, når TV 2 i slutningen af januar lancerer et nyt quizshow.
Det oplyser tv-kanalen i en pressemeddelelse.
Gæt hemmeligt ord
Programmet har fået navnet "Ordet er mit".
Her quizzer Christian Degn hver mandag til onsdag med tre deltagere, som i hvert program skal gætte hinandens hemmelige ord, inden de får afsløret deres eget.
Vinderen går videre til ugens finale om torsdagen, hvor der bliver kæmpet om titlen som ugens ordknuser og en præmie på 10.000 kroner.
Sårbart emne
Ud over quizshows og boligprogrammer udfoldede den 44-årige journalist og tv-vært sidste år et sårbart og personligt emne på tv-skærmen.
Det gjorde han i tv-programmet "Degn vil være far", som handlede om, at han led af stærkt nedsat sædkvalitet
Lykkeligvis satte det ikke en stopper for familieforøgelsen, da han og hans forlovede Trine Johst Vammen tilbage i 2022 blev forældre til sønnen Vagn.
Garvet vært
Christian Degn var også vært på Hjerteforeningens indsamlingsshow "Hjertegalla" sidste år, hvor han havde selskab af journalist Michéle Bellaiche og skuespillerinden Anna Stokholm.
Derudover har han quizzet kendte gæster i det musikalske TV 2 Charlie-program "Mit livs musik".2
"Ordet er mit" får premiere den 29. januar på TV 2 Charlie klokken 20.40 og på TV 2 Play.