Scorer fedt værtsjob
Skuespillerinde og sanger Lise Baastrup skal være vært ved Robert Prisen 2024, hvor blandt andre dronning Margrethe er blandt de nominerede
Den danske skuespillerinde Lise Baastrup er et kendt ansigt på den danske revyscene og har spillet med i serier som "Rita" og "Hjørdis".
Nu skal den garvede skuespiller være vært på Robert Prisen 2024.
Det afslører Danmarks Filmakademi i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig helt vildt til en stor filmfest med mine skønne kolleger og til at fejre alle de fantastiske præstationer, som 2023 har budt på, siger Lise Baastrup i pressemeddelelsen.
- Og så er jeg da utrolig stolt over, at det i år er mig, der indtager værtsrollen og skal lede denne magiske aften fra start til slut, fortsætter hun.
Uddannet i 2010
Lise Baastrup er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2010.
Hun har blandt andet modtaget Årets Talentpris af RevyDanmark i 2016 og blev sidste år tildelt Teaterflisen på Frederiksberg Allé i København.
Ved årets Robert Prisen har holdene bag de to danske film "Bastarden" af Nikolaj Arcel og "Ustyrlig" af Malou Reymann gode chancer for at få en pris med hjem.
De to film har nemlig samlet flest nomineringer med 14 til "Bastarden" og 10 til "Ustyrlig".
Margrethe er nomineret
Derudover er dronning Margrethe blandt de nominerede i kategorierne Årets Scenograf og Årets Kostumedesigner for hendes bidrag til Netflix-filmen "Ehrengard - Forførelsens kunst".
Når vinderne skal findes, er det medlemmerne af Danmarks Filmakademi, der stemmer om, hvem der skal modtage Robert-priserne.
Årets prisuddeling finder sted den 3. februar på Tivoli Hotel & Congress Center i København.