Roser Nik & Jay for koncert

Nik & Jay får masser af roser med på vejen fra Ekstra Bladet og B.T., som har anmeldt deres koncert fredag

Offentliggjort Sidst opdateret

Nik & Jay spillede fredag aften den første af fire efterårskoncerter i Royal Arena i København, og de tilstedeværende anmeldere fra B.T. og Ekstra Bladet var fulde af roser til popikonerne.

- Nik & Jays første af fire Royal Arena-koncerter var fredag aften endnu en voldsom magtdemonstration og manglede kun to ting for at opnå seks stjerner, skriver B.T.'s anmelder Kristian Dam Nygaard, som giver koncerten fem ud af seks stjerner.

- Nik og Jay er i symbiose med deres publikum, der ved præcis, hvornår der skal skråles med på linjer om guccisko og om at fortryde sin stemme på Anders Fogh.

Manglede gæsteoptræderne

Det var gæsteoptræderne, som ifølge avisen manglede for, at koncerten kunne komme op på en perfekt anmeldelse.

Helt præcist hvem anmelderen savnede, fremgår ikke af anmeldelsen.

Hos Ekstra Bladet er der også rosende ord til popduoen, som ifølge anmelder Thomas Treo leverede et sæt spækfyldt med hits.

- De har så mange ørehængere, at de ikke kan være i et. Der var vist flere singler på sætlisten end i salen, skriver Treo.

Ekstra Bladet giver koncerten fire ud af seks stjerner.

Nik & Jay spillede fredag aften den første af fire efterårskoncerter i Royal Arena.

'Helt blæst'

Treo skriver, at mens duoen er bedst, når den er kikset i dens egen lille verden, er den "værst, når de er ambitiøse og vil redde verden".

- Generelt er Nik & Jays frelste hippieretorik helt blæst, og på deres nye single, "November Freestyle", som de mærkeligt nok ikke spillede, prøver filosofferne at finde en mening med det hele ved næsten at få modeblad til at rime på fodbad, skriver Treo.

Powered by Labrador CMS