Roman om giftskandale vinder fornem pris
Kim Blæsbjerg får bogprisen De Gyldne Laurbær for romanen "De bedste familier"
Den danske forfatter Kim Blæsbjerg har vundet bogprisen De Gyldne Laurbær for sin roman "De bedste familier".
Bogen er den syvende, Kim Blæsbjerg har skrevet.
Den er inspireret af historien om fabrikken Cheminova, der i 1953 flyttede produktionen til Harboøre Tange ved Lemvig.
Lokalområdet får et løft i levestandard med de nye arbejdspladser, men prisen er høj, skriver forlaget Gutkind, der har udgivet romanen.
Forgiftet
Medarbejderne på fabrikken bliver nemlig udsat for forgiftninger fra de kemikalier, virksomheden producerer.
De Gyldne Laurbær uddeles årligt af foreningen af samme navn. Alle landets boghandlere og deres medarbejdere kan stemme.
Der nomineres ikke nogen forfattere på forhånd, så boghandlerne kan altså frit vælge, hvem de vil kaste deres stemme på.
Fik halvdelen af stemmerne
I år er omkring halvdelen af alle stemmerne gået til Kim Blæsbjerg.
Det fortæller Anja Schou, der er medlem af bestyrelsen i foreningen De Gyldne Laurbær.
- Han vandt meget overbevisende. Det er en bog, der rammer et meget stort og bredt publikum.
- Det gør den, fordi det er en bog, der handler om familie og om, hvordan man kan opbygge et samfund og reelt nedbryde det igen med en fabrik som Cheminova, siger Anja Schou.
Har vundet flere priser
"De bedste familier" har allerede vundet Jyllands-Postens skønlitterære pris i 2023. Romanen er desuden nomineret til DR Romanprisen 2024.
Informations anmelder har kaldt bogen for "socialrealisme, når genren er bedst", mens Politiken har kaldt den "årets guilty pleasure".
Selv vokset op i området
Kim Blæsbjerg, der er født i 1974, er selv vokset op i Lemvig, hvor "De bedste familier" foregår.
I 1997 blev han uddannet fra Forfatterskolen i København, hvorefter han har udgivet skønlitterære værker som "Rådhusklatreren" og "Desertørerne". Han har også en kandidatgrad i dansk fra Københavns Universitet.
Kan kun vinde én gang
Før Kim Blæsbjerg er det forfattere som Helle Helle og Leonora Christina Skov, der i nyere tid er blevet hædret med De Gyldne Laurbær.
I 2023 fik Maren Uthaug prisen for bogen "11%".
En forfatter kan kun få prisen en gang. Vinderen modtager en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner.