Respekterer Magrethes valg

Dronning Margrethes beslutning om at abdicere har ført til debat i Norge og Sverige om de to landes konger

Offentliggjort

Sveriges kong Carl Gustaf har stor forståelse for, at dronning Margrethe har valgt at abdicere.

Det oplyser det svenske kongehus i en skriftlig kommentar til TV 2.

- Kongen har stor respekt og forståelse for dronning Margrethes beslutning om at overlade tronen til kronprins Frederik, hedder det i kommentaren.

Informeret på forhånd

Den svenske konge er den første af regenterne i Danmarks to skandinaviske nabolande til at reagere på dronning Margrethes beslutning.

Kong Carl Gustaf var blevet informeret, før dronning Margrethe i sin nytårstale fortalte, at hun ville træde tilbage.

Det har det svenske kongehus tidligere oplyst.

Carl Gustaf respekterer kusine Margrethes valg om at abdicere.

Hele familien vidste besked

- Hele den svenske kongefamilie blev informeret om, at dronning Margrethe kommer til at abdicere. 

Dronningen har personligt talt med og informeret kongen om sin beslutning, har informationschefen ved det svenske hof sagt i en skriftlig kommentar til avisen Expressen.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Afviser

Dronning Margrethes beslutning har ført til debat i både Norge og Sverige om, hvorvidt de to landes konger bør følge hendes eksempel.

Kong Carl Gustaf er 77 år gammel. Norges kong Harald er 86.

Over for TV 2 har det svenske kongehus tidligere afvist, at kong Carl Gustaf skulle have i sinde at abdicere.

Powered by Labrador CMS