Nu kommer hun ud i hele landet
Anne Linnet drager Danmark rundt med sine "Sange til livet". Ifølge musikeren er mange af sangene også sorgbearbejdende
Sange, som udspringer af starten, til sange, som centrerer sig om slutningen - og alt det levede liv mellem de to yderpunkter - har Anne Linnet sat sine egne ord på og musik til på pladen "Sange til livet".
Dem drager den 70-årige prisvindende musiker landet rundt med næste år.
Det oplyser bookingbureauet PDH Music i en pressemeddelelse.
Ifølge Anne Linnet er det meget følelsesladet.
Til at græde igennem
- Det er meget skabt af følelser alt sammen, og man kan sagtens sætte sangene på, hvis man har brug for at græde igennem, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg tror i virkeligheden, at der efter coronaårene - men også bare i det hele taget - er nogle, der vil have glæde af de her sange. Andre vil forhåbentlig kunne finde noget trøst i dem, da mange af sangene også er sorgbearbejdende på en eller anden måde, fortæller Anne Linnet videre.
Skabt over 20 år
"Sange til livet" er blevet til gennem de sidste 20 år i både ind- og udland - fra Skagen til København og i Frankrigs hovedstad, Paris, Irlands hovedstad, Dublin, og på Phi Phi Island i Thailand.
Touren begynder i Taastrup i midten af februar og slutter i slutningen af april i Odense.
Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 70'erne.
Både solist og bandmedlem
Hun har udgivet musik i eget navn og som en del af bands som Shit & Chanel, Marquis de Sade og sit selvbetitlede Anne Linnet Band, som også havde Lis Sørensen og Sanne Salomonsen med på vokal.
Hun er især kendt for sine musikalske fortolkninger af Tove Ditlevsens digte, herunder "Barndommens gade" og for sange som "Glor på vinduer", "Forårsdag" og "Tusind stykker".