Mon ikke far er pavestolt
Den 18-årige kronprins har for første gang sat sin signatur på en lov, mens kongen er på rejse i Polen
Kronprins Christian har onsdag den 31. januar underskrevet sin første lovændring, mens han vikarierer som regent.
Det skriver Se og Hør.
- I Kongens Navn: Christian. Kronprins, står det i bunden af loven, der gengives i Lovtidende.
Samme dag godkendte kronprinsen ifølge mediet ved kongelig resolution, at minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V) går på forældreorlov.
Kun gyldig med kongens underskrift
Det er regenten eller dennes stedfortræder, der underskriver love i Danmark, har kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen tidligere forklaret til B.T.
- Grunden til, vi har en regent, er fordi vi ifølge Grundloven har et konstitutionelt kongedømme, der betyder, at hvis ikke kongen sætter sin underskrift på lovene, så har de ikke gyldighed — han er simpelthen en del af statsmaskineriet, og derfor skal der altid være én til at gøre det, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Statsoverhoved i tre dage
Den 18-årige kronprins varetager opgaven som statsoverhoved, mens hans far, kong Frederik, i disse dage deltager i et erhvervsfremstød i Polen.
Det begyndte onsdag og afsluttes fredag.
Her har han blandt andre mødt landets præsident, Andrzej Duda.
Til daglig går kronprins Christian i 3.g på Ordrup Gymnasium.