Madonna i topform inden Royal Arena

Madonna var ifølge anmeldere i topform, da hun indledte "The Celebration Tour", der også kommer til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske sanger Madonna er stadig dronningen af pop.

Sådan lyder konklusionen fra flere anmeldere, efter at den 65-årige verdensstjerne lørdag indledte sin turné, "The Celebration Tour".

Foran 20.000 mennesker i The O2 Arena i London fremførte hun en perlerække af hits og beviste, "hvorfor hun stadig ejer kronen". Det skriver det amerikanske kulturmagasin Rolling Stone.

Aldrig set mere levende ud

Også den britiske avis The Telegraph er begejstret.

- Stjernen har aldrig set mere levende ud, lyder det i anmeldelsen.

Avisen kvitterer desuden med fire ud af fem stjerner.

Madonna imponerede anmelderne, da hun lørdag skød gang i "The Celebration Tour". Hun kommer til Danmark 25. og 26. oktober.

Kulturmagasinet Variety roser ligeledes hendes optræden. Madonna beviste, at hun "stadig er popmusikkens regerende dronning", lyder det.

Nær død af infektion

Det er under fire måneder siden, at Madonna blev indlagt med en alvorlig bakterieinfektion, der fik både hende og fans til at frygte for hendes liv.

- Jeg troede ikke, at jeg ville klare det. Og det gjorde mine læger heller ikke, sagde hun lørdag fra scenen ifølge Rolling Stone.

Hun kommenterede også situationen i Israel og Gaza, hvor tusindvis af mennesker på godt en uge har mistet livet. Det skriver britiske BBC:

- Det er så frygteligt at overvære. Mit hjerte knuses over at se børn, der lider, teenagere, der lider, og ældre, der lider. I er helt sikkert enige.

17 tøjskift

I løbet af aftenen spillede Madonna 47 sange enten i fuld eller forkortet længde og nåede også igennem 17 tøjskift, skriver britiske BBC.

Bag om de desistente bakterier, der er svære at slå ihjel

Antibiotika spiller en nøglerolle i behandlingen af infektioner og har reddet millioner af menneskeliv.

Men antibiotika bliver ikke ved med at virke, hvis der bruges for meget af det, og hver gang vi bruger antibiotika, bliver bakterier mere resistente.

De bakterier, der blandt andet giver problemer, er:

* MRSA, hvor der ud over den type, der kommer fra svin, er flere andre, som spredes mellem mennesker.

MRSA giver typisk sårinfektion, bylder og børnesår, men kan også give infektion i knogler og led samt blodforgiftning.

* ESBL (Extended Spektrum Beta-Lactamase). Det er tarmbakterier, som især kommer fra fjerkræ.

Op mod halvdelen af kyllinger i køle- eller frysediske i supermarkeder har de bakterier eller lignende resistente bakterier på sig. Det er derfor vigtigt med god hygiejne i køkkenet, når man tilbereder fjerkræ og råt kød.

ESBL-bakterier giver typisk blærebetændelse, men de kan også give nyrebækkenbetændelse og blodforgiftning.

* Clostridium difficile er en tarmbakterie, som har spredt sig fra Nordamerika til blandt andet Danmark.

Den giver diarré og smitter via afføring. Den danner sporer, som er en form for dvaleform, bakterien kan antage. Det betyder, at eksempelvis vand, sæbe og sprit ikke kan slå den ned.

* VRE (Vancomycin resistente enterokokker). Disse bakterier er født resistente over for en lang række antibiotika. Det giver derfor store behandlingsproblemer.

VRE giver typisk blærebetændelse, men bakterien kan også sætte sig på hjertets klapper og give hjerteklapbetændelse.

Kilde: Medicin.dk.

Blandt de hits, hun fremførte, var "Like a Prayer", "Holiday", "Vogue" og "La Isla Bonita". Hun spillede også James Bond-sangen "Die Another Day".

Spiller i 15 lande

Madonna skal under "The Celebration Tour" fremføre 78 koncerter i 15 lande.

Hun kommer også til Danmark inden længe. Det sker den 25. og 26. oktober, hvor hun optræder i Royal Arena i København.

Powered by Labrador CMS