Kendisser klar til 'Den store bagedyst'

Fra koncerter til kage. Sammen med fem andre kendisser, heriblandt Anne Glad og Jacob Riisgaard, medvirker Kandis-Johnny i en særudgave af "Den store bagedyst"

Offentliggjort Sidst opdateret

Der kommer ekstra meget kandis i "Den store bagedyst", når musiker Johnny Hansen, bedre kendt som Kandis-Johnny, skal forsøge at mestre mousser, snit og chokolade.

Sammen med fem andre kendisser - iværksætter og Løvens hule-investor Jacob Riisgaard, livsstilsekspert Anne Glad, ekshåndboldspiller Jesper Nøddesbo, komiker Natasha Brock og journalist Ditte Okman - medvirker Kandis-Johnny i en særudgave af kagekonkurrencen, "Den store bagedyst - med stjernedrys", 1. januar.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Imponerende resultater

- De kommer alle med en ambition om at underholde danskerne og lave gak og løjer i teltet. Men de bliver også grebet af konkurrencen og ikke mindst af håndværket i at arbejde med kager og konditorkunst, siger programansvarlig Eva Kvist i pressemeddelelsen.

- De giver den fuld gas med både humør og ambitioner. Og resultaterne er imponerende - nogle mere end andre.

Der er ingen af de seks kagekendisser, der har en særlig interesse eller kompetence inden for bagning, varedeklarerer DR. Men de bliver kastet ud i to velkendte udfordringer fra "Den store bagedyst".

Velkendte dommere

Først venter der de seks kendisser den hemmelige udfordring, inden konkurrencen kulminerer med et personligt mesterværk, som de har øvet sig på hjemmefra.

Det er de velkendte bagedystdommere, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, som skal smage kendissernes kager, og så kickstarter vært Timm Vladimir, som man kender det fra "Den store bagedyst", udfordringerne med ordene: "Klar, parat, bag!".

Det er ikke første gang, at der har været kendisser med i "Den store bagedyst".

Der er ingen af de seks kagekendisser - Kandis-Johnny, Jacob Riisgaard, Anne Glad, Jesper Nøddesbo, Natasha Brock og Ditte Okman - der har en særlig interesse eller kompetence inden for bagning, varedeklarerer DR. (PR-foto).

Flere deltog i 2012

I den første julespecial af programmet tilbage i 2012, et par måneder efter at "Den store bagedyst" var blevet sendt for første gang, deltog Vild med dans-stjernen Thomas Evers Poulsen, forfatter og foredragsholder Signe Wenneberg samt skuespillerne Trine Pallesen og Pernille Højmark i kagekonkurrencen.

Klar til januar

Dengang var det Thomas Evers Poulsen, som snuppede titlen og trofæet. Sådan en sejr har hans kæreste, Sæþór Kristínsson, også nappet. 

Han vandt nemlig 2021-udgaven af "Den store bagedyst".

"Den store bagedyst - med stjernedrys" kan ses på DR1 den 1. januar klokken 20.00 og allerede fra klokken 06.00 på DRTV.

DEN STORE BAGEDYST

Den store bagedyst er et dansk tv-program, hvor amatørbagere dyster mod hinanden gennem en række udfordringer, hvorved de skal forsøge at imponere to dommere med deres bageevner. En deltager bliver sorteret fra i hver runde frem til finalen, hvor én deltager kåres som vinder. Programmet er den danske udgave af det britiske The Great British Bake Off og programmet blev sendt første gang i august 2012 på DR1.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS