Kan vælge og vrage mellem roller
Mads Mikkelsen nyder at kunne vælge, hvad han har lyst til at kaste sig over. For den kommende tid bliver det langt væk fra linsen.
Alene i år har Mads Mikkelsen haft premiere på den femte film om Indiana Jones og er nu tilbage på sit modersmål med "Bastarden".
Og det er nøje håndplukkede roller, fortæller den danske superstjerne i et interview med det franske nyhedsbureau AFP.
Han nyder at kunne veksle mellem store blockbuster-brag og danske dramaer.
- Ingen tvinger mig, så det er ret frivilligt, lyder det blandt andet fra Mads Mikkelsen.
Ferie
- Jeg får tilbudt ting, der tiltaler mig på den ene eller den anden måde.
Derfor kommer han ikke til at stå på et filmset den kommende tid.
- Lige nu er det familie, sport og ferie, siger den danske skuespiller, der privat er gift og far til to, hvoraf den yngste, sønnen Carl, har været med på den røde løber i Venedig.
Mads Mikkelsen har i slutningen af august og begyndelsen af september befundet sig i Italien på filmfestivalen i Venedig, hvor "Bastarden" har haft verdenspremiere - godt en måneds tid inden den danske premiere 5. oktober.
Fattig soldat
"Bastarden" er inspireret af virkelige begivenheder.
Den handler om den fattige soldat Ludvig Kahlen, som bliver spillet af Mads Mikkelsen. Ludvig Kahlen vil opdyrke den jyske hede, men får en fjende i godsejeren Frederik de Schinkel.
Da Frederik de Schinkels fæstebonde stikker af med sin hustru og søger tilflugt hos Ludvig Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive ham væk.
Stjernedrys
I udlandet har blandt andet Variety og The Hollywood Reporter anmeldt den nye danske film. Hos Variety er det særligt Mads Mikkelsen, som scorer point, mens The Hollywood Reporter beskriver "Bastarden" som "gribende".
- Det er en flot produktion, der viser alle dyder af sikker, gammeldags historiefortælling uden et spor af stivhed, lyder det hos The Hollywood Reporter.
Også danske anmeldere har drysset stjerner ud over "Bastarden".