Jakob Kjeldbjerg: Jeg skifter gear og giver alt

"Robinson Ekspeditionen" fejrer i år 25-års jubilæum. Jakob Kjeldbjerg har været med i knap 20 år. Men hvem er manden bag den hårde ekspeditionsleder?

Meget af den energi, som ekspeditionslederen Jakob Kjeldbjerg er kendt for at have, har han fra fodboldbanen og fra sine gamle trænere. Han nævner blandt andre sin tidligere ungdomslandstræner Viggo Jensen som en inspiration.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er noget med tallet 25 i Jakob Kjeldbjergs liv for tiden.

Han kan fejre sølvbryllup med sin kone, Christine. Det er 25 år siden, at han fik sin debut som tv-vært. Og så har "Robinson Ekspeditionen", hvor Jakob Kjeldbjerg er vært, 25-års jubilæum i år.

- Jeg skal ikke lege tv-ekspert, men jeg ved, at programmet stadig holder 100 procent, fordi det er tv, man kan mærke, mener han.

Næsten 20 år

Det er formentlig fra "Robinson Ekspeditionen", at mange kender Jakob Kjeldbjerg bedst.

Klædt i kakifarvet uniform og vandrestøvler på en fjerntliggende strand i Det Sydkinesiske Hav som den strenge ekspeditionsleder, der med stålfast blik og kontant toneleje affyrer bredsider og indpisker deltagerne.

Jakob Kjeldbjerg afløste i 2004 Thomas Mygind som vært på det populære program, hvor danskere skal overleve på en øde ø, mens de duellerer og stemmer hinanden hjem.

Invalid

Havde man spurgt en ung Jakob Kjeldbjerg, havde han dog næppe forestillet sig, at han skulle uddele talismaner og afholde øråd.

Tilbage i 1990'erne var Jakob Kjeldbjerg professionel fodboldspiller. Men én besked vendte op og ned på hans tilværelse.

For da Jakob Kjeldbjerg var bare 26 år gammel, fik han beskeden: "Du er fodboldinvalid".

En ellers flot karriere i Silkeborg IF og engelske Chelsea var med et slut, og der skulle noget nyt til i tilværelsen. Han blev headhuntet til rollen som tv-vært, og derfra tog det fart.

Først sportsvært

"Robinson Ekspeditionen" lå dog nogle endnu år ude i fremtiden.

Faktisk lå fodboldprogrammet "Onside Special", hvor Jakob Kjeldbjerg var vært, samtidig med "Robinson Ekspeditionen".

- Jeg tænkte nogle gange: "Kan de ikke snart lukke det lort?", griner han.

"Robinson Ekspeditionen" stjal nemlig seere fra Jakob Kjeldbjergs program. Han kunne somme tider komme hjem og spørge sin kone, hvad hun syntes om dagens program, men hun måtte svare, at hun havde set "Robinson".

- Det er jo meget sjovt at tænke på nu, siger han.

Presses til det yderste

I løbet af Jakob Kjeldbjergs tid som ekspeditionsleder har han stået i spidsen for alt fra eksplosioner til falske hajangreb og et Guantanamo-tema - altid efter devisen, at man skal presses til det yderste, og så er det ellers bare at sætte i gang.

Men der er et skisma mellem den hårde og den bløde udgave af Jakob Kjeldbjerg.

- Jeg har aldrig fået taget nogen uddannelse, men jeg tror sgu, jeg kunne være en okay hjælper hos en psykolog, konstaterer Jakob Kjeldbjerg med et smil.

Spiller poker med deltagernes hjerter

- Jeg har godt nok oplevet mange skønne mennesker i mange interessante situationer. Men i modsætning til psykologen har jeg ikke svaret, og jeg er nok mere til bare at presse - sagt med et glimt i øjet, siger ekspeditionslederen.

Jakob Kjeldbjerg har før sagt, at han "spiller poker med deltagernes hjerner", og at det til tider kræver, at han går helt ind i rollen som den hårde negl.

- En del vil måske opfatte mig næsten som arrogant, fordi jeg går så meget op i, at alle deltagere skal have et lige neutralt forhold til mig, siger han.

Holder en distance

Lige fra sin begyndelse som vært har det været vigtigt for ham at holde en distance til deltagerne – på den måde er det mest fair, synes han.

- Jeg er aldrig et dumt svin, og jeg forholder mig bare neutralt, indtil vi går i gang. Jeg har en enorm respekt for deltagerne, uanset hvor langt de når. Men jeg er også kynisk, på den måde at jeg skal underholde, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Rollen som den hårde leder ligger ikke Jakob Kjeldbjerg så fjernt, og det er en rolle, som det ikke er svært at gå ind i.

Energi stammer fra fodbolden

Han siger selv, at han har 100 procent af sin energi fra fodbolden.

- Det er, ligesom når jeg stod og lyttede til nationalsangen i Parken. Så nytter det ikke noget, når fløjten lyder, at sige: "Ej, jeg skal lige i gang, jeg skal lige finde mine fødder", så er du bare i gang, og ellers er der 40.000 danskere, der bliver trætte af dig, og så bliver du flået ud, fortæller han.

Gennem sit liv på grønsværen har Jakob Kjeldbjerg mødt mange trænere - nogle hårdere end andre. De har været med til at lære ham netop den disciplin, som han værdsætter højt.

Her kan den tidligere fodboldspillere trække en parallel mellem sig selv og sin gamle træner Viggo Jensen, der både trænede ham i Silkeborg IF og på ungdomslandsholdet.

Kompromisløs og samtidig verdens flinkeste

- Han var kompromisløs, når vi var i gang, ligesom jeg er som ekspeditionsleder. Derudover var han verdens flinkeste mand, synes jeg, siger Jakob Kjeldbjerg.

Han nævner også den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, som han skylder "forfærdeligt meget".

- Han var en superrar og lun fyr, men han gik også bananas, når vi gik i gang.

Jakob Kjeldbjerg har det samme forhold til sin rolle i "Robinson Ekspeditionen", som han havde på fodboldbanen: Vi skal ikke hygge os - det er et arbejde.

Giver alt, hvad jeg har

- Jeg prøver at gøre ligesom Viggo Jensen, hvor jeg skifter gear og giver alt, hvad jeg har. Det forventer jeg også af deltagerne, siger han.

Men at give sig selv fuldt ud i de seks til syv uger, det hvert år tager at optage "Robinson Ekspeditionen", har sin pris.

Derfor er det en uundgåelig del af Jakob Kjeldbjergs liv at lade både de mentale og fysiske batterier op.

Flyttede fra Danmark

I 2006 fik han mulighed for at udleve sin store drøm, da han flyttede til Sydfrankrig med sin kone og parrets to børn.

Her går han årets resterende måneder og passer sin ejendom og lever et stille og roligt tilbagetrukket liv.

Men selv om han har fri, tænker han stadig også på "Robinson Ekspeditionen". Det kan lyde gak, synes han selv.

Sparer energi op

- Men i Frankrig får jeg sparet en masse energi op, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Specielt det flygel, han købte, mens han spillede i Chelsea, og som dengang var en vej væk fra presset som fodboldspiller, betyder meget for ham.

- Det er terapi for hovedet, og det giver mig en stor ro, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Prisen for at bo i det sydfranske kommer dog i form af et stort savn til forældrene, der bor i Danmark.

Far er syg

Særligt på grund af Jakob Kjeldbjergs far, der lider af Parkinson og demens som følge af sygdommen.

- Det er dejligt med Sydfrankrig, og solen skinner. Men det er et kæmpe afsavn, at jeg ikke kan køre hen og besøge ham og drikke en kop kaffe, siger Robinson-værten.

- Jeg har altid været stolt af min far. Det kan godt være, jeg har en del fra Viggo Jensen. Men jeg har også så meget fra min far. Den der kompromisløshed og at jagte sine drømme har jeg fra ham, fortsætter han.

Mangler indhold i deres liv

Rundt omkring Jakob Kjeldbjergs villa i Frankrig bor der mange, der har langt flere penge end ham.

Men når han kigger rundt på dem, ser han "døde træer", som han kalder dem. Et udtryk, der stammer fra omklædningsrummet i Chelsea. Når en spiller var skadet, var han "a dead tree".

Nok har Jakob Kjeldbjergs naboer penge nok, men de er døde træer - der mangler indhold i deres liv, kan han synes.

Det er der ingen fare for, at han selv ender som. Også selv om succesen med "Robinson Ekspeditionen" ikke skulle vare evigt.

Mange vil ha' mit job

- Jeg tror, der står 20 klar i kulissen, der gerne vil have mit job – jeg har en hilsen til dem: "De er ikke klar endnu", griner han.

Så længe han føler, at han har det, der skal til, bliver han ved.

Ligesom på fodboldbanen mener Jakob Kjeldbjerg, at man har en fornemmelse af, om der er en udskiftning på vej.

Bliver ved, så længe det er sjovt

- Jeg tror selv, jeg ved, jeg er færdig, inden jeg får det at vide. Og så tager jeg selv konsekvensen, lyder det eftertænksomt.

Men lige præcis det bekymrer ham knap så meget. Jakob Kjeldbjerg er mere spændt på, hvordan deltagerne klarer sig, og hvordan seerne tager imod den nye sæson, der får premiere den 4. september.

Parkinsons sygdom

Parkinsons sygdom er en af de almindeligste neurologiske sygdomme.

Cirka 8.000 mennesker lever i Danmark med Parkinsons sygdom, men mange flere er som pårørende påvirkede af sygdommen.

Gennemsnitsalderen ved diagnosestillelse er 61 år, men sygdommen optræder dog også hos yngre personer helt ned i slutningen af 20’erne.

Parkinsons sygdom har følgende hovedsymptomer:
* Rysten
* Muskelstivhed
* Langsomme træge bevægelser

Kilde: Kilde: Parkinson.dk

- For mig er den største karrieremæssige ambition at lave "Robinson", så længe jeg kan give noget til formatet, og formatet kan give nok til, at jeg synes, det er sjovt at blive ved, lyder det fra ham.

Powered by Labrador CMS