Hun er her og der og alle vegne
Sofie Torp spiller i "Carmen Curlers" en kvinde, der ubevidst skaber en regnbuefamilie i 60'ernes Danmark. Noget, som hun selv gjorde for fire år siden
Selv om der er omkring 60 år mellem skuespiller Sofie Torp og Lis Lassen, som hun skildrer i DR-dramaet "Carmen Curlers", har de en eksistentiel lighed.
- Lis Lassen er på en måde Sofie Torp i 60'erne. Hun laver en regnbuefamilie - hun ved det så bare ikke. Jeg har også et barn med en homoseksuel mand, men det vidste jeg jo godt. Så hun er ikke det samme sted, som jeg står i med min ven, fortæller Sofie Torp.
- Vi er bare en familie med største selvfølgelighed, fuldstændigt normalt. Men 60'erne er altså ikke særligt lang tid siden. Dengang var det slet ikke noget, man kunne komme i nærheden af.
Savner en mand
Den 33-årige skuespiller er tilbage i anden sæson af "Carmen Curlers", som er frit baseret på den virkelige udvikling af den elektriske papillot.
I serien spiller Sofie Torp fabrikkens sekretær, som savner, at der er en mand, når hun kommer hjem - sådan som hun ser, at mange af hendes kolleger har.
Så da der opstår en mulighed med frisøren Frans, som også er en del af fabrikken, kaster Lis sig hovedkulds i hans arme. Og de er åbne, eftersom også han har brug for en partner - en kvinde, så han kan komme væk fra den, han virkelig er forelsket i - fotografen Benjamin.
Karakteriseret som en sygdom
Dengang blev homoseksualitet karakteriseret som en sygdom. Så hvis det ikke blev undertrykt, foregik det skjult.
I Sofie Torps familie har der været åbenhed omkring, hvordan den er skabt. Men, siger hun:
- Lige i starten var det grænseoverskridende, da jeg havde min datter i maven. Hvad nu hvis folk sagde: "Det kan man da ikke!" eller sagde noget grimt til os. Eller til Olga?!.
Ikke et problem i dag
- Sådan har jeg det slet ikke mere, fordi det ikke er noget problem i den tid, vi lever i nu, siger Sofie Torp.
I anden sæson af "Carmen Curlers" vender fabrikken i Kalundborg blikket ud mod hele kloden. Skaberne af den elektriske papillot drømmer om, at kvinder verden over skal bobbe lokkerne op med dem.
Især det amerikanske marked vil de gerne penetrere.
I virkelighedens verden er det meget parallelt med, hvad mange danske skuespillere gør. Bare se på Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk og brødrene Mads og Lars Mikkelsen.
Har aldrig haft den drøm
- Jeg har faktisk aldrig haft den der drøm om udlandet og USA. Jeg ved ikke hvorfor..., siger Sofie Torp.
- Det kan også have noget at gøre med, at jeg har et lille barn, så lige nu ville jeg slet ikke kunne. Men måske en dag? Jeg ved det ikke, siger hun og funderer:
- Det er sådan lidt mærkeligt, men det har jeg aldrig været drevet af. Men jeg kan godt mærke på vores branche, hvor produktionen er gået lidt ned, at jeg har tænkt: "Det kan da være".
Branchen får salvandsindsprøjtning
Den danske filmbranche, som har været påvirket af arbejdsløshed og konkurser, har for ganske nylig fået at vide, at de kan se frem til at få tilført 78 millioner kroner i 2025.
Pengene kommer fra kulturbidraget, også omtalt som streamingafgiften, der pålægges streamingtjenesterne og fordeles videre til danske filmproducenter.
Inden da havde Sofie Torp en snak med en kendt kollega.
- Få dig en agent
- Ulrich Thomsen kiggede på mig for ikke særligt lang tid siden og sagde helt tørt: "Du skal nok få en agent her nu, mens det går godt".
- Så sagde jeg: "Hvad mener du, Ulrich?!". "Jeg mener bare, du burde rykke på noget nu, mens der er en eller anden form for momentum". "Nå, det kan da godt være", genfortæller Sofie Torp.
Men det bliver ikke nu, hvis overhovedet.
Med mange steder
Ud over at være aktuel i "Carmen Curlers" kan Sofie Torp ses på biograflærredet i komediedramaet "Hygge!" og i slutningen af november også i det historiske drama "Synkefri".
Til vinter vender hun tilbage som en anden sekretær - Rose - i den sjette Afdeling Q-film, "Den grænseløse".
Håber ikke folk bliver trætte af mig
- Jeg håber ikke, folk bliver trætte af mig. Det virker jo helt absurd intenst, siger Sofie Torp med et grin.
- Det er forskellige ting, og det er heldigvis meget forskellige kvinder, jeg får lov til at spille i alle fire ting.
Næste afsnit af "Carmen Curlers" kan ses på DR1 søndag klokken 21.00. Afsnittet er allerede tilgængeligt fra fredag morgen på DRTV.