Havde ingen julefølelse
Den svenske skuespiller Anders Mossling skulle vende sig til de danske juletraditioner. Nu bliver han selv en del af dem i rollen som nisse i "Valdes jul"
Barndommen blev brugt i svenske skove, der føltes, som om de fortsatte ud i det uendelige. De blev senere skiftet ud med åbne danske marker og havudsigt.
Siden den svenskfødte skuespiller Anders Mossling i 90'erne bosatte sig i Danmark og stiftede familie, har han ikke kunnet finde en dansk skov, som har givet ham samme følelse i kroppen, som den svenske.
Tæt på naturen
- Man bliver så lille som menneske - på en ydmyg måde, siger den 60-årige skuespiller.
Nu kommer Anders Mossling dog helt tæt på naturen, når han spiller skovnissen Rang i TV2's julekalender "Valdes jul".
I julekalenderen følger man Valde og ulvepigen Tala, der sammen møder magiske væsner i skoven.
Blev skuffet
Skuespilleren, der både har været aktuel i Danmark, Sverige og Norge, håber ikke, at seerne bliver skuffet, når de ser nissen Rang. Det gjorde han nemlig selv.
- Jeg havde troet, at det var en nisse i rødt med hvidt skæg og i et juleværksted, fortæller skuespilleren, der har medvirket i tv-serier som "Riget", "Broen" og "Elvira".
Rang er skovnisse, hvor den røde hat er skiftet ud med en grøn. Skægget er gråt og endnu ikke blevet hvidt, som man ellers kender fra den typiske julenisse.
Var vanskeligt
Til gengæld er skovnissen Rang lillebitte og nysgerrig på menneskene, selv om han ikke rigtig stoler på dem.
Det er ikke rigtig gået op for Anders Mossling, at han er årets nisse i TV 2-julekalenderne og dermed bliver en del af danskernes juletradition i år.
Selv har han ikke helt helliget sig de danske traditioner.
- Det var vanskeligt, da jeg kom til Danmark, fordi traditionerne i Sverige er anderledes, fortæller skuespilleren.
Manglede julefølelsen
- Derfor indfandt julefølelsen sig ikke rigtig, lige da jeg flyttede hertil. Men den er kommet igen, tilføjer han.
Særligt skuespillerens juleaften er noget andet i Danmark, end den var i hans barndom i Sverige.
Dengang spiste de julemiddag ved frokosttid, da det gav mere plads til at se tegneserien Anders And og til at dele gaver ud, forklarer Anders Mossling.
Ikke ændret tidsplan
- Tidsflowet kan man ikke forandre, det er meget fast, understreger han.
Skuespilleren har dog ikke kunnet ændre tidsplanen for sin danske jul, men han har fået den svenske juleskinke og peberkager på julebordet.
Tidsplanen er til dels også fast, når man kan se årets julekalender på TV2. Den sendes frem til 24. december. Men dagens afsnit kan allerede ses på TV2 Play fra morgenstunden.