Er første hovednavn på stor dansk festival
Den britiske sanger Sam Smith indtager Bøgeskoven i Skanderborg, når Smukfest afholdes i august næste år
Smukfest har afsløret det første navn på plakaten til festivalen næste år.
Det bliver den britiske sanger Sam Smith, der indtager Bøgeskoven i Skanderborg, når festivalen løber af stablen i august 2024.
Det skriver Smukfest på Facebook.
Svaj løs
- Svaj løs med din ven under armen, lad følelserne få frit løb til de store ballader, eller vis dine frækkeste dansetrin til hits som "Unholy" og "Desire", skriver Smukfest.
Sam Smith er især kendt for sin karakteristiske vokal og monsterhits som "Stay with me", "Lay me down", "Too good at goodbyes" og "Money on my mind".
Billetsalget til næste års Smukfest åbner om to uger 7. november klokken 10.00, hvor man kan sikre sin billet til blandt andet at komme ind og høre den britiske popsanger.
Fire grammyer
Der er endnu ikke annonceret andre navne på plakaten for 2024.
Sam Smiths musikalske gennembrud kom med sangene "Latch" med den elektroniske musikduo Disclosure i 2012 og "La la la" med den britiske DJ Naughty Boy i 2013.
Debutalbummet, "In the Lonely Hour", udkom i 2014, og det skaffede sangeren seks grammy-nomineringer og heraf fire grammy-trofæer i 2015.
Solgte 40 millioner eksemplarer
Et af de blå stempler i musikbranchen er, når man som sanger og sangskriver får æren af at lave et soundtrack til en James Bond-film.
Det gjorde Sam Smith i 2015 til filmen "Spectre".
Sangen "Writings on the wall" vandt både en Golden Globe-pris og en Oscar for bedste originale sang i 2016.
Med sine i dag tre albumudgivelser, den seneste "Gloria" i 2023, har Sam Smith i alt solgt knap 40 millioner eksemplarer.
Biletter revet væk
Sidste år formåede Smukfest at sælge alle festivalens 30.000 partoutbilletter på blot 74 minutter, inden et eneste navn var blevet offentliggjort.
Hvis man ønsker at deltage i Smukfest, så er der også en mulighed for at købe en endagsbillet. De bliver dog først sat til salg i februar.
Festivalen foregår fra 4. til 11. august næste år.