Dansk rapper får sin brors nyre

Niarn skylder sin bror sit liv

Offentliggjort Sidst opdateret

Niarn skylder sin bror sit liv.

Den danske rapper har i flere år været alvorligt nyresyg, men har nu fået en rask nyre af sin bror.

Niarn oplyser på Instagram, at han har det godt efter transplantationen og endelig kan se fremad.

- Tilbage i spillet med et frisk organ, lyder det blandt andet fra ham.

Niarn håber, at han på den anden side kan tage med sin hustru og datter på ferie. (Arkivfoto).

Den 44-årige aalborgenser fik konstateret faretruende lav nyrefunktion i 2021, efter at han gik til lægen med forhøjet blodtryk.

En autoimmun sygdom har nedbrudt hans nyrer. Lægerne forsøgte at redde dem. Men det lykkedes ikke, og han kom efterfølgende i dialyse.

Niarn oplyste i august via en pressemeddelelse fra koncertarrangøren All Things Live, at han måtte udskyde sin turné, "Himmelfarten", grundet forværring.

Blev frarådet

Selv om lægerne inden havde frarådet Niarn at optræde, havde hans hustru syet en anordning, som kunne holde hans in-ear-transmitter og dialysekateter.

- Men nu går den ikke længere. Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via transplantation, oplyste Niarn.

Både hans mor, far og onkel havde tilbudt sig som donorer, men det var ikke et muligt match. Det var hans bror. Ifølge Niarn er der fem procents risiko for, at hans krop vil afstøde nyren.

Niarn har tidligere oplyst, at der venter en lang restitution efter transplantationen. Dengang lød håbet, at han kunne genoptage sin tour og især have mulighed for at tage med sin hustru og datter på ferie.

Betændelse

Niarn brød for alvor frem i midten af 00'erne med hårdtslående sange som "Antihelt" og "Dobbelt A".

Som 33-årig blev han indlagt på intensivafdelingen med betændelse i bugspytkirtlen forårsaget af et årelangt massivt misbrug af alkohol og stoffer.

Det skildrede TV 2 i dokumentaren "Niarns død".

I dag holder han foredrag om sine erfaringer og overgangen til et liv uden alkohol og stoffer.

Powered by Labrador CMS