Crone kommer en uge for sent på bryllupsrejse

Der var fuld opbakning fra gemalen Rasmus Tantholdt, da Natasja Crone måtte blive i Danmark for at dække tronskifte, mens hun skulle være rejst til Thailand

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kom som et chok, da dronning Margrethe annoncerede sin abdikation i sin nytårstale. Og det overraskende tronskifte har fået massiv opmærksomhed i medierne.

På TV 2 har Natasja Crone, der er blandt kanalens royale reportere, dækket den historiske begivenhed.

Det skete, samtidig med at hun og TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt skulle på bryllupsrejse.

Rasmus Tantholdt og Natasja Crone giftede sig ved et vinterbryllup i Aarhus i december 2023 efter cirka syv års forhold. (Arkivfoto).

Det afslører hun i et opslag på Instagram.

God mand

- Når man kommer en uge for sent til sin bryllupsrejse, er det virkelig godt at have en mand, der er fuld af forståelse og opbakning! Der var lige en række begivenheder, jeg simpelthen ikke kunne rejse fra, skriver hun og fortsætter:

- Rasmus tyvstartede turen, og nu er jeg også landet - sådan cirka 16 timer efter jeg forlod TV 2-studiet mandag eftermiddag!

Her fremgår det, at det nygifte par nyder hvedebrødsdagene på den paradisiske ø Koh Phangan i Thailand.

Den 53-årige tv-vært og den 50-årige korrespondent giftede sig i december 2023 efter syv års forhold.

DR vandt

På tværs af DR og TV 2 så lidt over tre millioner med på tronskiftedagen. Det oplyste DR Analyse mandag på baggrund af tal fra analyseinstituttet Nielsen, der opgør seertal for flow-tv og streaming.

På DR nåede dækningen samlet ud til 2,3 millioner seere, mens den på TV 2, hvor Natasja Crone altså var blandt værterne, nåede ud til lidt over 1,8 millioner.

Powered by Labrador CMS