Brølede som en abe
Go' Aften Live-værten Petra Nagel og hendes mand, Asbjørn Munk, kan nu kalde sig for forældre til tre små poder.
Der går et stykke tid, før Petra Nagel igen toner frem på skærmen i "Go' Aften Live".
TV 2-værten er på barsel og har netop født sit og gemalen Asbjørn Munks tredje barn.
Det afslører hun på Instagram.
Stod på alle fire
- For en uges tid siden stod jeg på alle fire og brølede som en abe. Ind kom jordmoder Røskva som en blid engel og hjalp det lille drengebarn til verden. Vi har det godt, skriver Petra Nagel i opslaget.
Det var også på det sociale medie, Petra Nagel tilbage i marts afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse.
- Stor uge herhjemme. Rosa 2 år, Pelle 5 år, og barn 3... 15 uger cirka, skrev den vordende mor i et opslag på det sociale medie.
Må jeg se din mave?
Dagen efter troppede Petra Nagel og Asbjørn Munk op på den lilla løber til uddelingen af EchoPrisen, som TV 2 står bag.
Her fortalte Petra Nagel, hvordan hendes søn og datter reagerede på, at de skulle være storebror for anden gang og storesøster for første gang.
- Den lille forstår det ikke. Men den store var sådan: "Okay - må jeg se din mave? Hvorfor er den ikke større?", fortalte Petra Nagel, som så frem til at føje endnu et medlem til familien.
Meget taknemmelig
- Det skulle ikke have været lige nu. Men det bliver det. Jeg bliver 39 år. Jeg er meget taknemmelig over, at det overhovedet kan lade sig gøre, sagde hun med et smil.
Da Petra Nagel ventede sit første barn, sønnen Pelle Emil, i 2018, forevigede hun graviditeten og fødslen med tv-seerne i DR3-programmet "Petra får en baby".
Petra Nagel var ansat på Danmarks Radio gennem en årrække, inden hun i 2019 skiftede til TV 2 for at lave aktualitetsprogrammet "Go' Aften Live".