Indland

Ukrainske flygtningebørn har første skoledag på Langeland

Skole på Langeland havde hejst det ukrainske flag, da man mandag tog imod de første flygtningebørn.

De første ukrainske flygtningebørn er mandag begyndt i skole på Langeland.

Skoleleder Poul Børge Nielsen, Ørstedskolen, tog mandag morgen imod 32 elever i alderen 14 til 17 år, som nu indskrives i 7. til 10. klasse på skolen.

– Det er forløbet helt fantastisk. De smilede og var glade, da de gik ind af porten til skolen.

– Nogle af dem fik tårer i øjnene, da de så det ukrainske flag vaje fra flagstangen, siger Poul Børge Nielsen.

De børn, der mandag er begyndt i skole, kommer hovedsageligt fra asylcentret Holmegaard på Langeland.

Men der er ifølge skolelederen også børn, som er privat indkvarteret med deres forældre, blandt de nye elever.

Ørstedskolen har i forvejen cirka 650 elever og har ansat ekstra personale i forbindelse med opgaven med de ukrainske elever.

De 32 elever, som skolen mandag har taget imod, kan ifølge skolelederen sagtens blive til flere.

– På nuværende tidspunkt er Holmegaard (asylcentret, red.) ikke fyldt op. Så hvis krigen i Ukraine fortsætter, tænker jeg, at der nok skal blive fyldt på centret, og at vi så vil se flere elever, siger han.

Eleverne kommer i første omgang i modtageklasser, og herefter vil de gradvist blive sluset ud i de almindelige klasser.

– I første omgang handler det om at få skabt en skolehverdag for de børn, der er flygtet fra Ukraine.

– De får noget andet at tænke på, de lærer noget engelsk og noget matematik, kommer i gang med noget sport og nogle musisk-kreative fag, siger Poul Børge Nielsen.

På Humble Skole på Langeland modtager man tirsdag de første ukrainske flygtningebørn.

Det gælder i første omgang 44 børn i alderen 6 til 13 år.

Her vil børnene også komme i modtageklasser og senere sluset ud på skolen med cirka 100 elever.

Konstitueret skoleleder Bjørn From forventer, at nogle af de ukrainske elever kan have traumer med i bagagen, som skal bearbejdes.

– Vi må forvente, at nogle stadig har fædre eller brødre i Ukraine. Det skal vi kunne håndtere, siger han.

Skolen har ansat otte ekstra medarbejdere. Blandt andet to herboende ukrainske kvinder.

– Vi er så utroligt heldige, at den ene af dem endda er uddannet lærer og psykolog. Så det bliver en stor hjælp i hverdagen, siger Bjørn From.

Røde Kors driver asylcentret Holmegaard, og regionsleder Tina Lundgaard forklarer, at børnene har set frem til at komme i skole.

– Både børn og forældre har glædet sig rigtig meget. Al erfaring viser, at det er vigtigt for trivslen at komme i gang med en hverdag, og her spiller skolen en vigtig rolle, siger hun.

På to andre asylcentre – Center Sandholm og Center Thyregod – er ukrainske flygtningebørn også begyndt i Røde Kors’ interne skoletilbud.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker