Udland

Ukraines præsident melder om våben på vej fra vestlige lande

27 lande har aftalt at sende flere våben og medicinsk udstyr til Ukraine, erfarer det britiske medie Sky News.

Vestlige “partnere” vil støtte Ukraine ved at sende flere våben til landet.

Det siger Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, lørdag.

Det fremgår ikke, hvilke lande han henviser til.

Men han er kommet med oplysningen, efter at han har talt med den franske præsident, Emmanuel Macron.

– En ny dag på den diplomatiske frontlinje begyndte med en samtale med Emmanuel Macron.

– Våben og udstyr fra vores partnere er på vej til Ukraine. Anti-krigskoalitionen virker!, skriver Zelenskij på Twitter.

Det britiske medie Sky News erfarer, at i alt 27 lande har aftalt at sende flere våben, medicinsk udstyr og øvrig militær hjælp til Ukraine. Blandt de 27 er flere europæiske lande, Storbritannien og USA.

Den danske forsvarsminister, Morten Bødskov (S), oplyser på Twitter, at Danmark er blandt de lande, som har “aftalt at koordinere en stærkere indsats for mere hjælp til Ukraine”.

Ifølge Forsvarsministeriet sender Danmark 2000 beskyttelsesveste og 700 sanitetstasker til Ukraine.

USA har tilbudt at evakuere præsident Zelenskij fra Ukraine. Det tilbud skal præsidenten have afvist helt med ordene:

– Kampen er her. Jeg har brug for ammunition, ikke et lift.

Det oplyser en embedsmand i USA’s efterretningstjeneste med kendskab til samtalen, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Natten til lørdag har ukrainske styrker afværget et russisk angreb mod hovedstaden Kiev. Præsident Zelenskij siger lørdag morgen, at han ikke går nogen vegne.

– Jeg er her. Vi vil ikke lægge vores våben. Vi vil forsvare vores stat.

– Meget falsk information er dukket op på internettet, der siger, at jeg angiveligt skal have bedt vores hær om at lægge dets våben, og at en evakuering er undervejs.

– Vores sandhed er, at dette er vores jord, vores land, vores børn, og vi vil beskytte alt dette, siger præsidenten i en video lørdag morgen.

/ritzau/AFP

Back to top button