Udland

Ukraines hær kæmper mod russiske styrker nær Kijev

Ruslands hær har ikke levet op til Putins forventninger på dag et, siger britisk forsvarsminister.

/ritzau/AFP

Ukraines hær oplyser fredag morgen, at den er i kamp med russiske styrker uden for hovedstaden Kijev. Det skriver AFP.

Der kunne høres eksplosioner og skudsalver i et af Kijevs nordlige distrikter, rapporterer en korrespondent for det franske nyhedsbureau AFP.

AFP skriver, at civile i løb søgte efter dækning i Obolonsky-området i Kijev.

De ukrainske myndigheder venter, at russiske kampvogne vil angribe selve Kijev senere fredag. På det ukrainske forsvars hjemmeside bliver civile opfordret til at gøre modstand.

– Vi opfordrer borgerne til at oplyse os om soldaterbevægelser og fremstille Molotov-cocktails og neutralisere fjenden, hedder det.

En rådgiver for Ukraines indenrigsminister, Anton Herasjtjenko, siger til The Guardian, at russiske kampvogne vil blive beskudt med særlige antipanser-raketter. En våbentype, som Ukraine for nylig har modtaget fra udenlandske allierede.

Også Ukraines forsvarsministerium venter et angreb mod Kijev fredag.

Ministeriet oplyser, at landets regeringsstyrker kæmper på fire fronter hele vejen rundt om byen.

Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at fem ukrainske krigsfly og en helikopter samt flere droner er skudt ned af russisk militær under operationen i Ukraine.

Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, siger fredag til Sky News, at Rusland har til hensigt at indtage hele Ukraine.

– Det er klart vores opfattelse, at russerne vil invadere hele Ukraine, siger han.

Wallace tilføjer, at den russisk leder, Vladimir Putin, fejlagtigt har troet, at ukrainerne ville bakke op om Ruslands invasion, fordi de gerne vil “befris”.

Og så tilføjer den britiske minister, at de russiske soldater er stødt på uventet hård modstand:

– Den russiske hær har ikke levet op til forventningerne og til hærens vigtigste mål på dag et, siger han.

Ifølge Wallace har Rusland mistet 450 mand indtil nu.

I Paris har den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, sagt, at “Putin vil fjerne Ukraine fra landkortet”. Han tilføjer, at Frankrig er bekymret for den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskijs, sikkerhed.

– Frankrig er også bekymret over en mulig russisk militæroffensiv mod Moldova og Georgia, siger han.

/ritzau/AFP

Back to top button