Udland

Ukrainere evakueres fra krigsramt by for tredje dag i træk

Der er gang i evakueringen fra den nordøstlige ukrainske by Sumy, hvor der er lavet aftale om våbenhvile.

For tredje dag i træk er der torsdag åbnet evakueringsveje for civile ud af den krigsramte by Sumy i det nordøstlige Ukraine.

Det sker under en lokal våbenhvile i området.

– Evakueringskolonner er på vej ud af byen. Der er lavet en aftale om våbenhvile, siger Sumys guvernør, Dmytro Zjyvytskyj.

Folk forlader samtidig de nærliggende områder Krasnopіllja og Trostjanets.

Tusindvis af civile har forladt den belejrede by Sumy de seneste dage.

Det er sket, efter at Ukraine og Rusland er blevet enige om at danne humanitære korridorer, der kan give civile en sikker vej væk fra kampene.

Det fremgår torsdag ikke umiddelbart, hvor de civile bliver evakueret hen. Tidligere har der været kritik af, at de humanitære korridorer ledte folk mod Rusland og russernes allierede Hviderusland.

Rusland har dog angiveligt accepteret at evakuere folk til områder i Ukraine.

Der er torsdag i alt åbnet syv humanitære korridorer rundt om i Ukraine. Det oplyser den ukrainske vicepremierminister, Iryna Veresjtjuk, torsdag morgen.

Der er blandt andet åbnet en vej i den sydlige havneby Mariupol.

I alt er over to millioner personer flygtet ud af Ukraine, siden Rusland invaderede landet for to uger siden. Derudover er mange flygtet internt.

Over halvdelen af de flygtede er taget til nabolandet Polen.

Ifølge den polske grænsevagt er 1,43 millioner mennesker kommet til Polen fra Ukraine siden invasionens begyndelse 24. februar.

Der er cirka 44 millioner indbyggere i Ukraine. Det vil derfor sige, at næsten hver 20. ukrainer er flygtet ud af landet under den igangværende krig.

/ritzau/Reuters

Back to top button