Udland

Ukrainer ville sænke russisk yacht som gengældelse

Forsøget på at sænke yachten skete efter, at ukrainer havde set nyhedsreportager fra sit hjemland.

En ukrainsk sømand har erkendt, at han forsøgte at sænke en yacht, som ejes af lederen af en statslig russisk våbenfabrik. Forsøget på sabotage var gengældelse for invasionen i Ukraine. Det rapporterer BBC.

Den 48 meter lange “Lady Anastasia”, sin tilhører topchefen i Rosoboronexport, generaldirektør Alexander Mikheev, lå i dok på Mallorca, da den ukrainske mekaniker åbnede ventiler i yachtens maskinrum.

Ukraineren blev anholdt af spanske civilgardister lørdag. Han blev senere løsladt mod kaution.

Han sagde til dommeren, at han fortrød sin handling og aldrig vil gøre det igen.

Forsøget på at sænke yachten skete, efter at han havde set nyhedsreportager om udviklingen i Ukraine.

– Der var en video med optagelser af et helikopterangreb på en bygning i Kiev, siger han i en udtalelse til lokale medier.

Lørdag blev der vist optagelser af et missil, som ramte et højhus nær Kievs Zhulanij lufthavn. Det efterlod øjensynligt et hul som strakte sig over mindst fem etager.

Rosoboronexport eksporterer blandt andet kampvogne, fly, krigsskibe, våben og ammunition.

/ritzau/

Back to top button