Sport

Ukraine vil have Rusland smidt ud af international tennis

Ukraines tennisforbund beder Det Internationale Tennisforbund om at smide Rusland og Hviderusland på porten.

Det Ukrainske Tennisforbund har opfordret Det Internationale Tennisforbund (ITF) til at bortvise Rusland og Hviderusland fra forbundet.

Det skriver det ukrainske tennisforbund i et brev ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til mandag dansk tid.

– Civile dør – også børn og kvinder – og civil infrastruktur kollapser.

– Dette er en krig i fuld skala, som vil skubbe vores land tilbage med flere årtier, står der i brevet.

Det tilføjes, at det, der foregår i Ukraine, er en “udryddelse”.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, gav torsdag nat grønt lys til, at russiske styrker kunne invadere nabolandet Ukraine.

Siden har adskillige civile mistet livet under kampene, der foregår flere steder i Ukraine.

Rusland er hjemstavn for nogle af verdens bedste tennisspillere.

Daniil Medvedev har netop indtaget førstepladsen på verdensranglisten i herretennis. Nummer syv på verdensranglisten, Andrey Rublev, er også russer.

Hviderussiske Aryna Sabalenka er nummer tre på verdensranglisten i dametennis. Russiske Anastasia Pavlyuchenkova er nummer 14.

Andrey Rublev gik for nylig ind i diskussionen om Ruslands ageren i Ukraine.

Både han og landsmanden Alex Ovechkin, som er en af verdens bedste ishockeyspillere, opfordrede hen over weekenden Putin til at sætte en stopper for invasionen af Ukraine.

I fodboldens verden har Rusland fået de internationale sportsforbunds utilfredshed at føle.

Søndag aften oplyste Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at der ikke må spilles internationale fodboldkampe på russisk grund i den kommende periode.

Flere landes fodboldforbund har også oplyst, at de ikke agter at spille mod Rusland.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte desuden fredag, at finalen i Champions League, som er kontinentets mest prestigefyldte pokalturnering, bliver flyttet fra Sankt Petersborg, hvor den oprindeligt skulle have været spillet i maj, til Paris.

Det Internationale Svømmeforbund (Fina) meddelte desuden natten til mandag, at verdensmesterskaberne i juniorsvømning ikke bliver afholdt i Rusland alligevel. De skulle ellers være afholdt i den russiske by Kazan.

/ritzau/

Back to top button