Udland

Ukraine: Russere har indtaget Tjernobyl

Ifølge Det Hvide Hus har russiske styrker taget ansatte på atomkraftværket Tjernobyl som gidsler.

Atomkraftværket Tjernobyl er torsdag blevet indtaget af russiske styrker. Det oplyser Ukraines premierminister, Denis Shmihal, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Der er desuden meldinger om, at ansatte på atomkraftværket bliver holdt som gidsler af de russiske styrker. Det siger talskvinde for Det Hvide Hus Jen Psaki ifølge The Guardian.

– Denne ulovlige og farlige gidseltagning er naturligvis utrolig alarmerende og meget bekymrede, siger Jen Psaki ifølge The Guardian.

Rådgiver ved den ukrainske præsidents kontor Mikhailo Podoljak betegner situationen som et “fuldkommen meningsløst angreb fra russisk side”.

Torsdag eftermiddag kom de første meldinger om kampe nær det indkapslede atomkraftværk.

De russiske soldater tog kontrol med Tjernobyl, mens ukrainske styrker forsøgte at bekæmpe dem fra tre sider.

Den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, skrev på Twitter, at russiske styrker forsøger at tage kontrollen med området.

– Russiske besættelsesstyrker forsøger at overtage Tjernobyl. Vores forsvarsstyrker giver deres liv for, at tragedien fra 1986 ikke bliver gentaget.

– Jeg har rapporteret dette til den svenske statsminister. Dette er en krigserklæring mod hele Europa, skriver Zelenskij.

En russisk sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at Rusland vil have kontrol med det ikoniske atomkraftværk fra sovjettiden for at signalere til Nato, at den vestlige alliance ikke skal blande sig militært.

Tjernobyl ligger stik nord for den ukrainske hovedstad, Kijev. Ganske tæt ved grænsen til Hviderusland.

I 1986 nedsmeltede atomkraftværket ved byen efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket.

Det førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over et større område, inklusive dele af Sverige.

Området ligger fortsat øde hen, og der er efterfølgende bygget en større betonkonstruktion over den nedsmeltede reaktor for at begrænse den radioaktive stråling.

Torsdag har Rusland invaderet Ukraine. Angrebet er sat ind fra flere fronter, blandt andre fra Hviderusland, der har tilladt russiske tropper at agere i landet.

/ritzau/AFP

Back to top button