Udland

Ukraine opfordrer til hastebehandling: Vil være del af EU nu

Ukraines præsident ønsker øjeblikkeligt EU-medlemskab. Han gør desuden klar til at sende indsatte i kamp.

Ukraine vil hurtigst muligt være en del af EU.

Det understreger landets præsident, Volodimir Zelenskij, i en tale mandag. Zelenskij har flere gange tidligere udtrykt ønske om EU-medlemskab.

– Vores mål er at stå sammen med alle europæere og – vigtigst af alt – at være ligeværdige. Jeg mener, at det er rimeligt. Jeg mener, at vi fortjener det, siger Zelenskij i en videotale på sociale medier.

Zelenskij siger, at der bør sættes gang i en særlig hastebehandling, der kan bane vej for hurtigt medlemskab af det europæiske samarbejde.

I talen kommer Zelenskij også med en direkte opfordring til russiske soldater. De har været i Ukraine, siden Rusland indledte en invasion torsdag.

– Forlad jeres udstyr, og forlad landet. I skal ikke tro på jeres ledere. I skal ikke tro på propagandaen. Red jeres liv, siger Volodimir Zelenskij ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han oplyser desuden, at Ukraine er klar til at sende indsatte fra landets fængsler i kamp, hvis de har militær erfaring og er villige til det.

Ifølge præsidenten er 4500 russiske soldater indtil videre døde i kampene.

Repræsentanter fra Ukraine og Rusland mødes mandag formiddag til forhandlinger om situationen. Det er første gang, parterne mødes til samtaler, efter at Rusland natten til torsdag gik ind i Ukraine.

Mødet finder sted i den hviderussiske Gomel-region nær Ukraines grænse.

Det ukrainske præsidentkontor har mandag oplyser, at man på mødet vil kræve en øjeblikkelig våbenhvile og en tilbagetrækning af russiske soldater.

/ritzau/

Back to top button