Udland

Ukraine beskylder separatister for at skyde mod egen befolkning

Ifølge Ukraines forsvar forsøger prorussiske separatister at tørre angreb søndag i Lugansk af på Ukraine.

Ukraines forsvar beskylder prorussiske separatister for at beskyde deres eget territorium i det østlige Ukraine.

Ifølge Ukraine er det sket, så separatisterne kan påstå, at Ukraine er i gang med at eskalere konflikten med Rusland.

Det skriver CNN natten til mandag dansk tid.

Ifølge Ukraines forsvar skulle angrebet være fundet sted klokken 21.00 lokal tid søndag aften. De russiske separatister anklages for at have åbnet ild mod byen Lugansk fra byen Lobatjeve.

Begge steder ligger inde i den selvudnævnte folkerepublik Lugansk i regionen Donbass i det østlige Ukraine. Hele området er kontrolleret af prorussiske separatister.

– Mens ukrainske forsvarsstyrker afholder sig fra at begå nogen former for aggressive handlinger, der kan udløse et voldeligt modsvar, fortsætter besættelsesstyrkerne med at ødelægge civil infrastruktur og bombardere civile bosættelser i de midlertidigt besatte territorier, siger Ukraines forsvar i en udtalelse ifølge CNN med henvisning til de prorussiske separatister.

– Ved at gøre det har besættelsesstyrkerne endnu engang bevist deres fejhed og totale ringeagt for den civile befolkning.

Ifølge CNN hævder de prorussiske separatister i Lugansk omvendt, at det er Ukraine, der står bag angrebet søndag.

De beskylder ukrainske styrker for at “affyre skud fra artilleri mod Lugansk”.

– Fjenden (Ukraine, red.) er formentlig ved at forberede et angreb, siger en embedsmand fra den selvudnævnte folkerepublik ifølge CNN.

Prorussiske separatister i Lugansk og naboregionen Donetsk har flere gange beskyldt Ukraine for at ville invadere de to selvudråbte republikker.

Dette er blevet benægtet af Ukraine.

Situationen i det østlige Ukraine er spidset til den seneste uge.

Observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) meddelte lørdag, at den havde registreret over 1500 brud på våbenhvilen for det østlige Ukraine i løbet af et enkelt døgn.

Den forværrede situation kommer, samtidig med at regionen er præget af de mest alvorlige spændinger siden den kolde krig.

Rusland har omkring 150.000 soldater langs grænsen til Ukraine, og der er frygt for en invasion.

En række vestlige ledere har flere gange udtrykt bekymring for, at Rusland er ved at forberede en “false flag”-operation.

Det er et begreb, der bruges om en mission, der har til formål at skjule, hvem der reelt står bag. Det skal efterfølgende kunne bruges som undskyldning for et angreb.

/ritzau/

Back to top button