Udland

Ugandas fængsler indfører mobilforbud for at undgå VM-kaos

Fængselsvagter i Uganda har fået forbud mod at bruge mobiltelefoner under VM på grund af mulige flugtforsøg.

Det bliver forbudt for fængselsvagter i Uganda at tage mobiltelefonen med på arbejde, så længe VM i fodbold foregår.

Det oplyser en talsmand for Ugandas generalkommissær for fængsler.

Årsagen er, at myndighederne frygter, at nogle indsatte vil udnytte “begejstringen” ved VM til at forsøge at flygte.

– Begyndelsen på VM-turneringen den 20. november 2022 og den medfølgende begejstring kan potentielt ende i, at fanger flygter.

– Ansatte skal møde på arbejde uden telefoner, da de distraherer og påvirker niveauet af alarmberedskab, siger talsmanden, Frank Mayanja Baine.

Han opfordrer samtidig fængselspersonale til at hæve sikkerhedsniveauet de steder, “hvor nogle fanger måske ser fodbold”.

Det centralafrikanske land Uganda er ikke med til VM i fodbold. Det er i stedet de afrikanske lande Cameroun, Ghana, Marokko, Senegal og Tunesien.

Store flugtforsøg er ikke usædvanlige i Uganda.

I september 2007 flygtede over 200 indsatte fra et særlig sikkert fængsel i den nordøstlige Karamoja-region. Året forinden flygtede omkring 500 fanger fra et fængsel i den nordvestlige region Arua.

Der er over 6000 indsatte i Ugandas fængsler.

/ritzau/AFP

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker