Sport

Uefa slår fast: FCK må klare sig uden ny angriber i Europa

FCK får ikke lov til at registrere en spiller i stedet for Khouma Babacar, som har karantæne i to kampe.

FC Københavns nyerhvervelse Khouma Babacar kommer ikke til at spille i klubbens to kampe i Conference League-ottendedelsfinalen mod PSV Eindhoven.

Det har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) endegyldigt slået fast, oplyser FCK på sin hjemmeside mandag.

Københavnerne får heller ikke lov til at registrere en anden spiller.

Khouma Babacar var en af de tre spillere, som FCK for nylig føjede til listen over spillere, der kan repræsentere klubben i Europa i forårssæsonen.

Københavnerne var imidlertid ikke opmærksomme på, at Khouma Babacar havde fået rødt kort og dermed to spilledages karantæne, da han i 2020 spillede sin seneste europæiske kamp for tyrkiske Alanyaspor.

– I forbindelse med transferen af Khouma Babacar og overførsel af spillercertifikatet i transfersystemet TMS, blev vi oplyst i systemet, at der ikke var nogle sportslige sanktioner mod Babacar, skrev FCK i fredags på sin hjemmeside.

FCK kontaktede Uefa for at få forbundet til at løse situationen. Det har ikke ført noget med sig.

– Det er en ærgerlig situation forud for et par vigtige kampe, siger sportschef Peter Christiansen mandag.

– Vi har ikke oplevet en lignende situation, men fremover sørger vi for at undersøge alle registreringer en ekstra gang. I sidste ende er det jo vores ansvar, siger Peter Christiansen.

Uefa har anerkendt, at der manglede oplysninger i det såkaldte TMS-system, da FCK føjede Khouma Babacar til den europæiske spillerliste, men vil altså ikke lade københavnerne registrere en anden spiller.

Ingen af FCK’s tre rendyrkede angribere i førsteholdstruppen er dermed at finde i den europæiske trup.

FCK måtte i alt føje tre spillere til den europæiske spillerliste. Foruden Khouma Babacar blev Denis Vavro og det svensk-syriske stortalent Roony Bardghji registreret.

Dermed valgte klubben at se bort fra de offensive spillere Akinkunmi Amoo, Paul Mukairu, Mamoudou Karamoko og Nicolai Jørgensen, der også kom til FCK denne vinter.

/ritzau/

Back to top button