Politik

Udredning af spiralsag med grønlændere skal være klar om to år

1. oktober 2024 skal uvildig undersøgelse af sag om opsætning af spiraler i grønlandske piger være færdig.

De danske og grønlandske eksperter, der skal undersøge den såkaldte spiralsag, får frem til 1. oktober 2024 til at arbejde med udredningen af sagen.

Det meddeler Sundhedsministeriet på sin hjemmeside.

Spiralsagen handler om, at grønlandske kvinder og unge piger fra 1960’erne og frem fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral. Det gjaldt også grønlandske elever, der opholdt sig i Danmark på blandt andet efterskoler.

– Spiralsagen er en påmindelse om, at den historie har mange ulykkelige kapitler, som vi ikke skal lægge i glemmebogen, men forstå og lære af, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Sundhedsministeriets hjemmeside.

I juni i år meddelte regeringen, at en uvildig undersøgelse af spiralsagen ville blive iværksat.

Tidligere samme måned aftalte Danmark og Grønland en fælles udredning af forholdet mellem de to lande, som skal dække perioden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag.

Spiralsagen indgår som en del af den samlede undersøgelse, og i spiralsagen skal forholdene fra 1960 til 1991 undersøges. I 1991 hjemtog Grønland sundhedsområdet.

– Det glæder mig, at den danske regering har imødekommet Inatsisartuts og Naalakkersuisuts (henholdsvis Grønlands parlament og regering, red.) anmodning om, at der foretages en uvildig udredning af de danske sundhedsmyndigheders svangerskabsforebyggelsespraksis fra 1960’erne.

– En grønlandsk forankring i udredningen er nødvendig i forhold til at komme til bunds i baggrunden for indførsel af tiltaget.

– I dette arbejde er beretninger fra de involverede et centralt redskab i forståelsen af, hvad der skete, og de hertil afledte konsekvenser for kvinderne og deres familier, siger Mimi Karlsen, der er minister for Børn, Unge, Familier og Sundhed.

Udredningen skal blandt andet forsøge at redegøre for beslutningsforløbet, som dengang ledte frem til, at man indførte brug af spiraler og andre svangerskabsforebyggende metoder.

Udredningen skal desuden finde ud af, hvordan brugen af svangerskabsforebyggende metoder konkret blev udført over for forskellige aldersgrupper.

Vidneberetninger skal inddrages i denne sammenhæng.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker