Zelenskyj med uhyggelige forudsigelser
Ukraines præsident advarer i tale om kommende angreb i Donbas og kritiserer Vestens langsomme våbenstøtte
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forventer, at Rusland inden længe tager hul på en ventet offensiv i den østlige del af landet.
Det siger han i en tale til nationen sent søndag aften ifølge CNN.
- Russiske tropper er ved at forberede sig på en offensiv i den østlige del af vores land. Den vil begynde i nærmeste fremtid, siger Zelenskyj og advarer samtidig om, hvad der er i vente.
Vil udslette dem
- De ønsker bogstavelig talt af destruere og dræbe Donbas. De vil ødelægge alt, der engang gav storhed til denne industrielle region.
- Præcis som de russiske styrker har destrueret Mariupol, vil de nu også udslette byer og samfund i regionerne Donetsk og Luhansk.
I sin tale siger Zelenskyj også, at russiske artilleriangreb søndag har kostet fem mennesker livet i storbyen Kharkiv og såret 15 andre.
Bygger torturkamre
Han beskylder samtidig russiske tropper for at begå forbrydelser mod menneskeheden i de sydlige regioner Kherson og Zaporizjzja.
- Der er bygget torturkamre der. De bortfører lokale embedsfolk og enhver, der nyder anseelse i de lokale samfund. De afpresser lærere. De stjæler penge. Humanitær hjælp bliver standset og stjålet. De skaber hungersnød, siger Zelenskyj.
CNN har ikke været i stand til at verificere præsidentens beskyldninger. Men der er under krigen blevet fundet tegn på, at de russiske styrker begår krigsforbrydelser.
Går for langsomt
Blandt andet i Kyiv-forstaden Butja hvor hundredvis af civile blev fundet dræbt efter Ruslands tilbagetrækning fra området.
I talen søndag opfordrer Zelenskyj derfor også Vesten til at sætte skub under en række planlagte våbenleverancer, da det ifølge ham går for langsomt med at få krigsmateriel til Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Ses som tilladelse
- Hver eneste våbenforsinkelse, hver eneste politiske forsinkelse bliver set af Rusland som en tilladelse til at tage flere ukrainske liv. Det er sådan, Rusland tolker det, og det bør ikke være tilfældet, siger præsidenten.
En lang række militære eksperter har på det seneste udtalt, at Ukraine har brug for meget tungere våben, hvis landet skal modstå den ventede russiske offensiv i øst.
Indtil nu har våbenhjælpen fra Vesten primært bestået af mindre våben som panserværnsraketter samt ammunition.