Zelenskyj forlader Ukraine
Ukraines præsident er onsdag rejst ud af Ukraine for at besøge en af sit lands nærmeste allierede
Onsdag morgen har Polen fået besøg af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som har forladt ukrainsk territorium og krydset grænsen til nabolandet.
Det oplyser den polske præsidents udenrigspolitiske rådgiver.
- Jeg kan sige, at præsident Zelenskyj har krydset den polske grænse, siger rådgiveren, Marcin Przydacz, til tv-stationen TVN24.
Et udtryk for tillid
Zelenskyj skal på officielt besøg i Polens hovedstad, Warszawa.
Det har været kendt i flere dage op til besøget.
Tirsdag sagde præsidentens rådgiver, at besøget skal ses som "et udtryk for tillid og for en tak til Polen og polakkerne".
Polen har spillet en nøglerolle i Vestens støtte til Ukraine. Landet har arbejdet ihærdigt på at overbevise andre lande om, at Ukraine har brug for militær bistand i form af blandt andet våben under krigen mod Rusland.
Leverer fly og kampvogne
Selv har Polen blandt andet leveret de eftertragtede Leopard 2-kampvogne til Ukraine. De første Leopard 2-kampvogne fra nabolandet ankom til Ukraine i slutningen af februar.
Derudover har Polen leveret kampfly af typen MiG. Det kunne Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, fortælle tidligere på ugen.
I en besked på tjenesten Telegram tirsdag adresserede han igen donationen.
Vil styrke forsvaret
- MiG'er fra Polen vil styrke vores forsvar markant, gøre vores luftrum mere sikkert, redde civile liv og derudover mindske de ødelæggelser, som russiske angreb forårsager, skrev Reznikov.
Polen har foruden militære bidrag taget imod mere end en million ukrainske flygtninge, siden krigen begyndte i februar sidste år.
Endnu ikke bekræftet
Præsidentkontoret i Ukraine har endnu ikke bekræftet Zelenskyjs besøg i nabolandet. Det er uvist, hvad fokus for besøget bliver.
Den ukrainske præsident har opholdt sig i Ukraine stort set under hele krigen. Dog var han på sin første udlandsrejse siden krigens begyndelse i december. Her besøgte han præsident Joe Biden i USA.