Yoko Ono vinder retssag om John Lennons ur

Får det tilbage efter 44 års kamp

Offentliggjort

Yoko Ono vinder retssag om John Lennons ur

Yoko Ono har vundet en retssag i Schweiz og er blevet anerkendt som den retmæssige ejer af et ur, hun gav til John Lennon.

Uret, der blev stjålet af en tidligere chauffør, er nu tilbage hos Ono efter en lang juridisk kamp.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kunstneren Yoko Ono har ved højesteretten i Schweiz fået fastslået, at hun er den retmæssige ejer af et ur, hun gav til sin daværende mand, John Lennon, kort tid inden hans død.

En privat samler, der havde købt uret på en auktion, var gået til en domstol i Schweiz, efter at Ono havde gjort krav på uret.

Uret, der er af mærket Patek Philippe, har teksten "(Just like) starting over love Yoko 10-9-1980" indgraveret på bagsiden. 

Uret er af 18 karat guld.

Dræbt to måneder senere

Det er en reference til en af de sange, parret skrev sammen.

Uret var en gave fra Yoko Ono til John Lennon på hans 40-års fødselsdag 9. oktober 1980.

Yoko Ono ved åbningen af en udstilling om John Lennons år i New York i 2009. Lennon blev dræbt på gaden udenfor sin og Onos hjem i New York i december 1980.

To måneder senere blev Beatles-frontmanden skudt og dræbt uden for parrets bolig i New York.

Dukkede op i Tyskland

Årtier senere dukkede uret op i et auktionshus i Tyskland.

Den private samler købte det, men da han bragte det med sig til Genève i Schweiz for at få det vurderet, fandt Yoko Ono ud af det og gjorde krav på uret.

Samleren ønskede at beholde uret. 

Han holdt fast i, at han var i god tro, da han købte det på en auktion i Tyskland.

Endelig afgjort

Men to schweiziske domstole var ikke enige og afgjorde i 2022 og 2023, at Yoko Ono skulle have uret tilbage.

Sagen blev anket og endte ved landets øverste domstol, der tilkendte den japanskfødte kunstner det ur, hun for 44 år siden gav i fødselsdagsgave til sin mand.

Ifølge domstolen har en chauffør, der på et tidspunkt arbejdede for Yoko Ono, stjålet uret. Han har tidligere hævdet, at Ono gav ham lov til at tage uret, skriver Reuters.

Det fremgår ikke af sagsakterne, hvad der skete med chaufføren efter tyveriet.

Powered by Labrador CMS