WHO til alle over 60: Bliv hjemme

Den nye coronavariant Omikron har tirsdag fået WHO til at fraråde rejser for personer over 60 år og sårbare

Alle over 60 år og sårbare bør udskyde udlandsrejser, skriver WHO i en anbefaling tirsdag (Arkivfoto).
Alle over 60 år og sårbare bør udskyde udlandsrejser, skriver WHO i en anbefaling tirsdag (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer alle lande til at anbefale borgere, der er 60 år eller ældre, samt sårbare borgere til at udskyde rejser.

Det fremgår tirsdag af en opdatering af rejseanbefalinger fra WHO.

Sårbare personer inkluderer folk med hjertekomplikationer, kræft og diabetes.

Det er den nye coronavariant Omikron, der får WHO til at skærpe sine anbefalinger om rejser på tværs af landegrænser.

Måske særligt smitsom

Omikron frygtes at være en særligt smitsom udgave af coronavirus.

Den blev første gang registreret i det sydlige Afrika. Siden er den dukket op i en lang række andre lande - herunder Danmark.

Flere lande har indført indrejserestriktioner i et forsøg på at bremse smitten.

Det bliver dog frarådet i tirsdagens anbefaling fra WHO.

- Indrejseforbud kommer ikke til at forhindre international smittespredning, og det lægger et tungt pres på folk og deres levebrød, lyder det fra WHO.

Vil sprede sig

WHO forventer, at den nye coronavariant vil sprede sig i flere og flere lande, i takt med at landene også begynder at lede efter Omikron-tilfælde.

Omikron-varianten har et stort antal mutationer, hvoraf nogle af WHO bliver beskrevet som værende af bekymring.

Foreløbige undersøgelser af varianten viser ifølge WHO, at der er større risiko for at blive smittet flere gange med Omikron end med andre varianter.

Der er dog fortsat mange spørgsmål, der omkredser Omikron.

Mangler viden

Eksempelvis er det endnu svært at sige noget om, hvor godt de nuværende coronavacciner fungerer mod varianten.

Der er endnu ikke bekræftet nogen dødsfald efter smitte mod Omikron.

I Danmark er der hidtil blevet bekræftet fire tilfælde af Omikron.

Powered by Labrador CMS