WHO-chef: Omikron rammer alle
Svære beslutninger kan være nødvendige, hvis vi skal stoppe coronapandemien i løbet af 2022, siger WHO-chef
Der er nu "overensstemmende beviser" for, at omikronvarianten breder sig betydeligt hurtigere end deltavarianten.
Og personer, der er vaccineret mod coronavirus eller tidligere har været syge af virusset, kan formentlig blive smittet - eller smittet endnu en gang - med omikronvarianten.
Det siger chefen i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, mandag på en pressebriefing.
Kan smittes flere gange
- Det er mere sandsynligt, at folk, der er vaccineret eller er kommet sig efter covid-19, kan blive smittet eller smittet igen, siger Tedros.
Han gentager sin opfordring til hele verden om at stå sammen om at bekæmpe virusset.
Det kan indebære at tage vanskelige beslutninger nu. Men det er nødvendigt, hvis verden skal stoppe coronapandemien inden for et år, siger han.
Aflys nu - fejr senere
Det er bedre at aflyse arrangementer og fester "nu og fejre senere, end at fejre nu og sørge senere", siger Tedros ifølge nyhedsbureauet AFP.
- 2022 skal blive det år, hvor vi gør en ende på pandemien, siger han.